3 ting i uge 5: Ida Jessen, Mogens Gissel, Lucie Rie på CLAY og babysalmesang i Holmens Kirke

Empatiske portrætter i essay-form, et livsværk i ler og glæden ved at synge på et kirkegulv.

1. Ida Jessen, Endnu en bog jeg aldrig skrev

Essays om at skrive og portrætter af inspirationskilder (Steen Steensen Blicher, Sigrid Undset, Alice Munro m.fl.) og om forfatterens endnu uforløste værker.

Jeg har faktisk engang været i Ida Jessens lejlighed. Hendes mand var – ligesom Grundtvig var i 33 år – præst i Vartov Kirke, som lå tæt på vores gamle lejlighed i Indre Kbh. Og da jeg var i tvivl om mine børn skulle døbes for ti år siden, blev jeg inviteret til the i præsteboligen.

Ida Jessen kender jeg nærmest kun af navn, da jeg – bortset fra hendes børnebøger om Carl, som alle mine unger elsker – aldrig har læst noget af hende. Jeg har nok haft hende placeret i samme kategori som Helle Helle: En forfatter der er så “dygtig”, at hun virker utilnærmelig for mig.

Men jeg blev suget ind i hendes essays. Særligt dem om at skrive (som, indrømmet, synes at være lidt af et tema i alt jeg indtager for tiden), f.eks. som her i essayet “Det mørke kammer”:

“Der har til alle tider været noget grusomt ved fiktion, og forfattere har svært ved at se det i øjnene, for man kan ikke skrive godt, hvis man skeler til siderne. I det mørke kammer er det ikke hverdagens gældsposter der føres. For at kunne arbejde må man i enrum et sted, hvor mit og dit ikke findes, og hvor det menneskelige er et fælles anliggende.” (s. 37)

Og hun skriver videre:

“Jeg tror det er sjældent man får friheden overrakt. For det meste skal man tilkæmpe sig den, og når man kæmper, gør det ofte ondt på andre. Det er næsten ikke til at holde ud. Der er en dobbeltmoral her. Jeg skriver fordi det er nødvendigt for mig, og samtidig træder jeg dig over tæerne, og jeg vil ikke være ved det, jeg kan ikke tåle at indse det, for så kan jeg ikke længere arbejde, og jeg arbejder for øvrigt ikke kun for min skyld, men også for din, det skal du vide. Sådan er min kærlighed, sådan er min omsorg. Sådan er der i det mørke kammer”(s. 38-39)

Men hun skriver ikke kun om at skrive. Hun portrætterer og unlocker også sine kilder og yndlingsforfattere og jeg bliver så inspireret og – beklager det fattige ordvalg – glad for at at Jessen har lyst til at beskrive livet, som hun forestiller sig det blive levet af de mennesker, hun har så stor viden om og interesse for. Det virker enormt uselvisk, let og omsorgsfuldt når hun f.eks. portrætterer Sten Steensen Blichers kone, Erneste, så jeg føler at jeg sidder i ammestuen med hende og hendes 11 børn. Det er rørende.

Minder om:

Andre bøger (ikke historiske romaner, dem har jeg for meget adhd-hjerne til at læse - men i den kortere genre) af folk der er vildt gode til at gestalte fortidspersoner så de fremstår lyslevende og inspirerende:

• Julie Philips : “The baby on the fire escape- Creativity, Motherhood, and the Mind-Baby Problem” portrætter af kvindelige kunstnere med fokus på hvordan de har kunne skabe sig et livsværk midt i lortebleer, opvask og hverdag. Hos forlaget skriver de:

“Ursula K. Le Guin found productive stability in family life, and Audre Lorde’s queer, polyamorous union allowed her to raise children on her own terms. Susan Sontag became a mother at nineteen, Angela Carter at forty-three. These mothers had one child, or five, or seven. They worked in a studio, in the kitchen, in the car, on the bed, at a desk, with a baby carrier beside them. They faced judgement for pursuing their creative work—Doris Lessing was said to have abandoned her children, and Alice Neel’s in-laws falsely claimed that she once, to finish a painting, left her baby on the fire escape of her New York apartment”.

• Alle Liv Strömquist’s bøger / tegneserier. Hvis du er ny i hendes verden, ville jeg starte med “Den er der ikke” (om kærlighed), “I’m every woman” (om – meget apropos – kvinder, der var gift med kendte mænd) eller “Inne i Spegelsalen” (om sociale medier og mimisk begær). Jeg har lige fået hendes nyeste Pythian Präter (om selvhjælp) i fødselsdagsgave og glæder mig meget til at læse den. Også forøvrigt en stor anbefaling af hende og Caroline Ringskog Ferrada-Nolis kulturpodcast “En varg söker sin pod”.

• Gry Jexens “Kvinde Kend din historie” er god, men jeg var faktisk mere betaget af børne-varianten: “25 kvinder der forandrede verden”. Den har jeg læst højt for mine drenge flere gange.

• Suzanne Brøggers “På væggen”. Essays om de inspirationskilder, der hænger på væggen både hjemme hos hende selv, i Brøg litteraturcafé og i overført betydning.

Nå. Nu ikke mere om den bog: “Endnu en bog jeg aldrig skrev” af Ida Jessen. Udgivet i 2022 på Gyldendal. Lånt på biblo. Læst på en uge.

2. Babysalmesang i Holmens Kirke

Jeg er på barsel med en 3 mrd gammel baby og endelig er det blevet tid til at krydse kommunegrænsen en gang om ugen, for at gå til babysalmesang i København. Jeg – Elsker – Babysalmesang og skråler unapologetically med på samtlige kanoner, salmer, Kyrie Eleison og børneremser, som Cæcilia i Holmens Kirke synger for på. Det er anden gang jeg går til babysalmesang hos Cæcilia, for ingen kan formidle Ingemann og Weises morgensange til børn, diverse 300 år gamle salmer, versefødder, evangelier og paratviden om det kristne årshjul som hun. Hvis du tilfældigvis er eller skal på barsel i København er tip hermed givet videre.

3. Lucie Rie keramik på Clay museet

I Middelfart er Lucie Ries keramik udstillet på Clay museet et par måneder endnu. Hun flygtede fra Østrig til England under anden verdenskrig og arbejdede hele livet som keramiker efter hun som helt ung “tabte sit hjerte til drejepladen”. Mens jeg så udstillingen snakkede jeg med min veninde om hvilket livsværk man efterlader sig. Nogle kan se tilbage på alle deres fortvivlelser, passioner, motiver, interesser, humoristiske indfald, traumer og glæder i håndgribelige forme fordi de faktisk fik en form og derfor står tilbage som vaser, digte, sange, tegninger, podcast-episoder, krukker, striktrøjer, bøger… Andre host*mig kan se tilbage på … Ja, på hvad, egentlig? Fagligt: på IT-projekter, velplacerede knapper og menupunkter i en brugergrænseflade, brugerundersøgelser (jeg arbejder som UX-designer, når jeg ikke er på barsel), og i den mere personlige ende: To store kasser i kælderen fyldt til randen med dagbøger, tekster, notater, collager – og så min digitale flyttekasse bestående af 15 års blogindlæg…

Jeg ved godt at det er noget. Jeg ved godt at det har en betydning i verden. Men udstillingen prikkede alligevel til en uforløst længsel efter at skabe noget der er mere formmæssigt konsistent as I go about my day. At de mange udbrud, en dag får en form der er fast nok i kødet til at selve eksperimenterne kan stå som det, de er: famlende, øjnevidneberetninger om et tidspunkt i livet. “Dengang stod jeg her, og følte dette”.

Lucie Rie får besøg i sit værksted af David Attenborough og svarer på et af hans spørgsmål:

“Hvis nogen spørger mig, om jeg er en moderne keramiker eller en traditionel pottemager, ville jeg svare: Jeg ved det ikke, og jeg er ligeglad. Levende kunst er altid moderne, ligegyldigt hvor gammel eller ny, den er. Kunstteorier betyder ingenting for mig, skønhed gør.” (Kilde)

Minder om:

En vidunderlig DR dokumentar med billedkunstneren Mogens Gissel fra Odder, som jeg så to gange i træk af bar betagelse. Han er så uinteresseret i galleriernes evindelige snak og analyser om malerierne, han har lavet. Han maler bare på sine (efter egen mening) dumme malerier. “Maleriet er så tavst, at det grænser til dumhed. Det er også styrken. Det skal forstås med øjnene”

Jeg vil afslutte ugens brev af med en vigtig sms, inden jeg vil lade vasketøjet stå til fordel for at lave noget vigtigt.

LIVET TILHØRER DEM DER GØR.

Må din uge blive fyldt med alt det, der er vigtigt for dig.

Kh Ida