4 ting i uge 2: John Mogensen, Synnøve Søe, Den Levende, Suzanne Brøgger og Constance Debré

Om kærlighed til de forslåede hjerter og hvor højt jeg elsker av, av, av autofiktion.

Shit, livet er intenst. Min mor bliver opereret i ryggen mens jeg skriver denne sætning og alt er så sprødt for tiden. Og småbitte børn og babysvømning – The Stress! – of Babysvømning… Så derfor med en dags forsinkelse: Et par strøtanker om hvad der er svømmet i barderne den sidste uges tid.

1. “Så længe jeg lever” film af Ole Bornedal om John Mogensen

På trods af at jeg har spillet “To mennesker på en strand” med ironisk distance på ø-lejr de sidste 20 år, så fik jeg først et forhold til John Mogensen, da jeg for to år siden var på barsel og hørte “Sidder på et Værtshus” nærmest dagligt. Klichéen om mænd der stikker af for at gå i hundene, mens kvinderne gør det hjemme i stuerne ramte mig virkelig dér midt i ammehåret.

Nu er jeg på barsel igen og mærker endnu engang væggene og mørket kravle ind på mig. Det sætter sig som bitterhed, selvirritation og jalousi i en superfed kombi... Så får jeg lyst til at drikke mig stiv og stikke af fra det hele. “Sidder på et værtshus nær ved Gammel Strand brugt er hver en skilling meget dygtig mand” = Mit mood.

Ole Bornedals magiske realisme skinner igennem hele filmen, hvor barnet John agerer som en samvittighedsfuld læremester for voksen-John, som er genialt portrætteret af Rasmus Bjerg. Jeg blev meget rørt af den og særligt en scene hvor John opdager sin egen stemme og begynder at svovle og bande og skrive tekster som han hører dem i virkeligheden og i sig selv.

2. “Den Levende” podcast om Fortællingens magt

Jeg har hørt Politikens ”Den Levende” podcast i to års tid. Værterne er idéhistoriker og opinionsredaktør Lotte Folke og journalist Eva Eistrup, og de vender hver uge et aktuelt emne i et idéhistorisk kontekst og jeg elsker hvordan de perspektiverer både i bredden, på tværs af emner, og i dybden, tilbage i tid. For nyligt har deres 4 afsnit om fortællingens magt ramt mig hårdt.

Katherine Diez’ bog kickstartede endnu en debatbølge om autofiktion / erindringslitteratur, og den bølge får et tiltrængt perspektiv i de her afsnit. De kommer bl.a. omkring tidens “fortælletvang”, hvor mange på sociale medier nærmest føler sig forpligtet til at lave en selvfortælling, for hvem er man overhovedet, hvis man ikke fortæller sin historie…? De diskuterer forholdet mellem “retten til egen fortælling” og de konsekvenser, selvsamme fortælling har for de implicerede, der ikke nødvendigvis har bedt om at spille rolle i forfatterens værk.

Ord = magt og dem, der ”har ordet i sin magt” har … magt.

Det er ikke noget jeg har tænkt over eller er særlig stolt af, men jeg har altid elsket autofiktion. Er det bare mig eller er det en lidt udskældt genre? Hvis ja, hvorfor? Podcastafsnittene minder mig først og fremmest om Karl Ove Knausgaards “Min Kamp”: Knausgaards nådesløse skildring af livet med hans ekskone Linda Knausgaard. Hun havde forinden givet ham lov og sagt, at så skulle han også love at skrive alt, som han oplevede det, men bum-bum, så blev de jo alligevel skilt. Og det fuckede op og efterfølgende tog Linda til genmæle i bogen “Oktoberbarn”…

Er det muligt at skrive vedkommende autofiktivt uden at ødelægge sine relationer?

Jeg tænker på de forfattere jeg elsker, netop for deres personlige fortællinger og erindringer, som gør at man føler sig grebet i faldet: Karl Ove Knausgaards “Min Kamp”, Suzanne Brøggers “Sølve”, Geir Gulliksens “Historie om et ægteskab”, Annie Ernauxs “Årene”, Tove Ditlevsens “Gift”, Glennon Doyles ”Utæmmet”, Glen Bechs “Farskibet”, Richard Bachs “Broen over evigheden”, Patti Smiths “Just Kids”, Anthony Kiedis “Scar Tissue”, Cecilie Linds “Pigedyr”, Vita Andersens “Tryghedsnarkomaner”, Olga Ravns “Mit Arbejde”, Agota Kristofs “Det store stilehæfte”, Lærke Kløvedals “Sømærke”, Rachel Cusks “Efterskælv” og ikke mindst min største læseoplevelse sidste år, Kim de l’Horizons “Blodbog”, er nogle af de bøger der vælter ned fra min indre bogreol, når jeg tænker på forfattere der gavmildt har sat (i hvert fald hvad jeg som læser opfatter som) sig selv i centrum for deres romaner. Ja, jeg ved godt at det er totalt faux pas at læse forfatteren ind i fortæller jeg, men hvad kan jeg sige. Jeg er en basic bitch, lige hvad det angår. Sorry.

Podcasten giver et vildt godt perspektiv på hvad det kræver og koster at skrive med sig selv og andre i centrum. Mener at første afsnit – som med så meget andet godt i livet – er gratis.

3. “Hæklet tæppe” kapitlet i bogen Sølve af Suzanne Brøgger

Afsnit 3/4 i ovenstående ”Fortællingens Magt” handler bl.a. om Synnøve Søe og hendes autofiktive roman ”Fars” fra 1989. Værterne læser et par ekstremt grænseoverskridende reaktioner og dybt misogyne anmeldelser højt hvori Synnøve Søe lægges for had for at beskrive sine traumatiske barndomsoplevelser og udlevere sin kendte far. Det fik mig til at tænke på kapitlet “Hæklet tæppe” i Suzanne Brøggers bog Sølve, fra 2006 hvor Brøgger netop skriver om Synnøve Søe, der besøger hende på landet og triller rundt med hendes datter i barnevogn iført sort kimono og ”pludselig (…) med blodrød mund og sort undertøj sætter hun sig på et værtshus og skriver på en bog”.

Da jeg læste ”Sølve” og ”En gris der har været oppe at slås kan man ikke stege” mv. af Suzanne Brøgger, tænkte jeg først ”don’t try this at home” om den virkelighedsnære fortællestemme, jeg selv er så draget af. Brøgger beskriver i kapitlet Synnøve Søe der tager sin hvide geisha-inspirerede ansigtsmaske på, for at beskytte sig selv. At hun skriver så tæt, men uden at have en tilstrækkelig panseret jernkappe på. Det er så sørgeligt at læse dette kapitel om gladiatorbegejstring og offentlighedens feje håb om at Synnøve ”får betalt” for den opmærksomhed hun nyder godt af. Det er en vigtig reminder for tiden, hvor mange kommentarspor skriver nasty shit om Diez, bare fordi hun også har skrevet en bog. Mit råd (og note til mig selv, for jeg er bestemt ingen engel) er: Let it be. Det hjælper også til selv at finde modet til at skrive personligt og sandt.

Suzanne skriver på s. 252: ”Hun er den første, der sætter ord på overskridelsens pris. Mange betvivler hendes evner. Men det gør jeg ikke. Bare hun kan holde sig fri af medieverdenen, for den kan ingen styre”. For et par uger siden så jeg en samtale med Brøgger i bogcaféen Brøg i Fiolstræde, og her sagde hun at hun ikke vidste om hun ville have været i stand til at skrive sine bøger i dag. For med sociale medier har vi nu en døgnåben gabestok, en evig galge: ”Bare hun kan holde sig fri af medieverdenen, for den kan ingen styre”. Mange taler om at vores teenagebørn ”aldrig har fri” fra skolegårdens drillerier, fordi skolegården nu ligger i lommen og bimler. Vores Torv og endeløse kommentarspor ligger også på evigt lur i lommen. Vi har jo heller aldrig fri. Og hvis man drister sig til at skrive om det der gør rigtigt ondt i første person nutid, kommer man til at betale.

(Stills fra Suzanne Brøgger dokumentarer på DR - Har set dem alle flere gange og anbefaler dem så varmt)

4. Love Me Tender, bog af Constance Debré

Min veninde forærede mig Constance Debré’s ”Love Me Tender” udgivet på dansk på Vinter Forlag i 2023. Jeg har slugt den på en uge, mens jeg har ammet. Den er i dén grad skrevet i første person nutid og handler om noget så sønderrivende som ikke længere at se sin 10-årige søn, som jeg’et har mistet retten til samvær med i en skilsmissesag. Jeg’et flytter ind på ni kvadratmeter i Paris, skiller sig af med alle sine ting, går i svømmehallen, ryger cigaretter, har masser af sex og giver slip på alting. Den ultimative opløsningsbog. Skrevet så hårdt og rørende og rent, som noget kun kan stå, når det samtidig rummer sin egen modsætning. Hør bare: ”Hvis folk har lyst til at tro, at kvinden har en særlig forbindelse til månen, naturen, instinkterne, der tvinger hende til at klynge sig til moderskabet og opgive sig selv, så skal de være velkomne. Mig interesserer det ikke. Moderen findes ikke. Moderen som status, identitet, som magt eller ikke-magt, som position, som domineret eller dominerende, som offer og bøddel, det findes ikke. Sådan noget findes aldrig. Der findes kun kærlighed, og det er noget helt andet.”

På denne tågede Tirsdag vil jeg forestille mig et røgfyldt værtshus i gylden eftermiddagssol. I det ene hjørne sidder Synnøve Søe med rød læbestift og skriver, i det andet hjørne sidder John Mogensen, Suzanne Brøgger spiller sine bluessange på klaveret og nu kommer Constance Debré også ind i sin slidte læderjakke med vådt hår og beder om en flaskeøl. De forslåede hjerters fest er en jeg gerne vil med til. Jeg har lagt mit kort i baren.

Kh Ida