Her i Dragør ligner den lokale Føtex nærmest et havecenter hele sommerhalvåret. Der står træer, blomster, stauder og alt hvad hjertet kan begære lige ved indgangen. Tarveligt. Heldigvis slap jeg med fornøjelsen og 3 pakker insektvenlige sommerblomster og 5 Dahlia’er til en halvtredser.

Den sidste uge har jeg fået luget næsten alle bede igennem, klippet stauderne ned og fik endda malet det gamle legehus vi arvede i efteråret, og som har stået helt afskallet og kigget på mig med bedende øjne. NU står det knivskarpt, svenskrødt og fornøjet! Jeg fik lokket ungerne til at fjerne græs to steder, så nu skal jeg bare have hentet noget kompost på genbrugspladsen.

Sidste år forspirede jeg i kælderen og det var katastrofalt. Alt for lidt lys og for meget (gulv)varme dernede gjorde at spirerne blev høje, tynde og ranglede. Så I år prøver jeg noget med en klar plasticbøtte på en vestvendt skurside, hvor jeg har stillet et bord fra min datters vuggestue, som jeg har planer om at lave til et slags minidrivhus, når jeg lige om lidt får taget mig sammen til at forspire salat og ærter. Jeg har en plan om at bruge IKEA’s plasticbøtter som …en slags drivhus?

Hvornår skal jeg blomsterblanding i jorden? Er min ene hosta død eller sover den bare? (de tre andre spirer…) Burde jeg klippe rosenbusken ned i år? Alt dette og meget mere finder vi ud af inden længe. Stay tuned!

2. Katherine Diez’ Roman “I egen Barm”

Jeg vil starte med at sige at jeg har vildt svært ved at skrive om denne bog! Virkelig. “I egen barm” har vitterligt været hele mediemøllen igennem og det virker derfor ekstremt late-to-the-party at prøve at famle sig frem til en mening om den. Men ikke desto mindre har jeg jo lige læst den. Så here goes.

Da “I egen barm” udkom i sidste efterår, handlede en del af anmeldelserne naturligvis om hvorvidt bogen var god eller ej. Det var nok ekstra sjovt at granske lige netop denne debutants (hvis skriftlige alter ego - i hvert fald inden plagiatsagen - ikke lagde skjul på at være en selektiv, arrogant litteratursnob) littærere kvaliteter... Men at sammenligne bogen med Fx. Deborah Levy, Annie Ernaux, Toni Morrison etc. (som måske nok har været inspirationen) er som at blande æbler og pærer. “I egen barm” er meget mere som at læse en dagbog, hvor forfatterjeget starter oppe i venstre hjørne med “det, der skete var…” og så beskriver hun gavmildt 1:1 hvad hun har oplevet. Det er den slags skrift som Pablo llambias i “Skrivning for begyndere“ kalder for tandpastatubeskrift (kan ikke huske om det præcist er det, han kalder det); altså den tandpasta der er kommet IND i tuben bliver nu trykket UD af tuben. Der er ikke som sådan nogen nærmere undersøgelse af selve tandpastaen, man forsøger ikke at skille den ad, eller er på anden vis optaget af den handling, det er at trykke tandpastaen ud af tuben. Det er som om, der ikke har været tid til at gå op i selve teksten, som derfor står enormt rå, nærmest gennemsigtigt banal og klichefyldt (hvilket jo næsten må være en tragedie for en litteraturelsker?). På den måde føles bogen endnu mere som et blødende hjerte. Er det god litteratur? Nej. Men er det bogens ærinde at være god litteratur? Hmm. Jeg tror det virkelig ikke. Jeg tror det er bogens ærinde at nedbryde fordomme og stille sig så ærligt frem som muligt. Diez beskriver både selvmordstanker og spiseforstyrrelse (ønsket om at være en str 25 i Dieseljeans og være genstand for “dét” blik i gymnasiet, pyha, hard relate!). Og det synes jeg virkelig hun lykkes med. Jeg bliver helt taknemmelig.

Når det er sagt, er tekst så nådesløst. En selvbiografi, som denne er jo som en kameralinse med lang lukketid: Den fanger alle de irriterende små fimrehår. Og dem er der ved Gud mange af. Selvmedlidenhed, privilegieblindhed og ekstrem patos, går igen og igen. Fx. her om moren, der – gys! – havde et almindeligt fuldtidsjob: “Hun fik et kontorarbejde og sled og knoklede. Hun var så smuk. Så stærk. Så rank.”

Det gør flere steder teksten ufrivillig morsom, fordi scenerne bliver til afpillede, halvhjertede forsøg på at skrive et poetisk tilbageblik frem. Og så står de der i vinden og rasler, mens forfatteren er raset videre for at nå hen til sine rigtige pointer.

Forfatterjeg’et er virkelig UTROLIG glad for at være Diez og – ikke mindst - og may I just say mazel tov - – have skrevet en bog. Mange af mine fellow substackere kan jo nok relatere til, at det må være en drøm, der går i opfyldelse. Diez har da også lært, at man skal skrive det vigtigste først - bogens allerførste sætning er: “Jeg lander en bogkontrakt.”

Tillykke med bogen. Jeg har skrevet nærmest den samme bare uden jetset, coke, sex og verdensberømte kærester.

Når jeg læser “I egen barm” bliver jeg helt glad for at jeg er så ligegyldig en person, at ingen gad at udgive den.

Kh Ida

1. Zen og kunsten at lave en have

Da vi flyttede i hus for halvandet år arvede vi en kæmpe bar græsplæne med et par træer placeret helt op ad skel og et enkelt fint staudebed. Det tog lige præcis sidste sommer, at overbevise min mand om at blomsterbede er fedt. At planter er optur og at der skal græsser, sommerfuglebuske, kartofler, urter og blomster ind på vores kvadratmeter. Men hvordan går man lige fra “pissefed idé” til “virkelighed” når man også liiige har 4 børn i alderen 5 mrd - 9 år, og elsker at sidde i sin sofa og se Netflix? Ok, hold min øl. Min filosofi er det samme som med alt andet: Gør lidt, det må gerne være dårligt, hver dag. Og så hellere intuition end store perfekte planer, der aldrig bliver til noget. Jeg er med på at det hurtigt kan blive en glidebane og frygten er vel for os alle, at ende med en eller anden klondykehave fyldt med fuglebade, havenisser og random planter der lige så cute ud i Netto.

Sidste år anlagde jeg et staudebed cirka 1/5 del inde på plænen (placeringen var et kompromis, inden jeg fik min mand helt med på at droppe “fodboldbanen” til fordel for rum i haven og derfor er det lagt lidt for tæt mod skel og skaber desværre ikke helt nok rum bagved). Det er et såkaldt vinterbed med fokus på flotte frøstande, så bedet også er flot hele efteråret og vinteren igennem. Bedet indeholder pragtrøllike, sankthansurt, løvehale, indianermynte, virginsk ærenpris, mosebunke, katteurt, koreansk røhvene og russisk salvie. Det var en dyr omgang (det blev 4500 kr på Jespers Planteskole), men har været virkelig glad for planterne, som på trods af massivt snegleangreb alle sammen er kommet fint gennem vinteren og så småt skyder igen nu her i marts (jeg købte også hosta, kvæsurt, høstanemoner og russsisk mandstro til det bed, man kan se oppe ved terrassen, som jeg lynhurtigt gravede i forlængelse af det eksisterende staudebed til venstre for terassen)

Sådan her så vores “År 1” ud sidste sommer. Hyggeligt, men stadigvæk med alt for meget græs og ikke så meget “rum” i haven, fordi alt er placeret for yderligt til, at det er rigtig hyggeligt og en oplevelse at bevæge sig rundt melem de forskellige zoner.

Nu kommer så ✨PLANEN✨ for i år: Det store pragtnummer bliver at få lavet et (hævet?!) krydderurtebed til højre for vinterbedet, sat en sommerfuglebusk op ad vores grimme træningsstativ og lavet en influencer-værdig ærtetippi midt på plænen. Business as usual bliver kartofler (elsker kartoffelbede. Nemt og så hyggeligt med ungerne) og grøntsager i højbedene. Desuden vil jeg forsøge at få gravet mere ud og dermed få etableret mere af den akse som går fra terrasse mod havelåge og fylde den med sommerblomster her i første år. Håbet er løbende at fylde områderne ud med de dyrt indkøbte stauder, om et par år, når de har vokset sig store nok til at de kan deles.

Jeg overvejer lidt om jeg skal prøve at stiklingeformere nogle af stauderne i år, men ved ikke om jeg orker. Stay tuned.

Forhåbentlig kan ovenstående realiseres for de 1200 kroner jeg i går fik fyret af på følgende læs krydderurter: Oregano (5 stk), salvie (ananas og almindelig – til det brunede smør!), timian (citron og almindelig) skærmdild (smukke gule skærme!) almindelig dild, løvstikke (genialt i kartoffelvandet), estragon (aner ikke hvad vi skal med den), marokkansk mynte og en enkelt høj, blå skærmlilje (for sjovt). Der skal også lavendel i bedet, men der har jeg en gammel stående, som jeg vil forsøge at dele. Derudover købte jeg par bambuspinde, spagnumfri pottemuld fra Champost og læggekartofler, et par staudeholdere til at holde dug over kartoflerne, så de kommer hurtigere fra start – alt sammen købt på Jespers Planteskole, som jeg aldrig blevet skuffet over. Og så leverer de til døren for 140 kr - neeemt. Resten (salat og sommerblomster) regner jeg med kan klares løbende og billigt.

2. Signe Gjessings: “I kan da også bare skrive om stjernerne!”

(Titlen alene, altså wow!) Signe Gjessing er svær, men præmien er at det er så fantasifuldt og sjovt. Jeg læste “Ideale Begivenheder” for længe siden og forleden læste jeg så I kan da også bare skrive om stjernerne! mens jeg ammede. Jeg fatter ikke halvdelen, men den halvdel jeg forstår er fantastisk sjov og øm. Jeg så i et interview med hende i rosenhaven i Kongens Have at hun for nyligt konverterede til katolicismen). Nu leger jeg lige universitetsstuderende (selvom jeg i virkeligheden har gået på Designskolen i Kolding, har jeg i hjertet læst dansk på KUA) og prøver jeg mig lidt frem... Jeg har ikke googlet andet end ovenstående interview (som jeg ærligt kun fik set halvdelen af), og teksten giver ikke ved dørene – I bedste Joyce-stil er der rundhåndet drysset påskeæg og gåder ud, som stiller krav til læseren. Jeg kan derfor tage grueligt fejl eller jeg kan have ret. Ved det ikke, jeg har bare læst bogen.

Teksten starter det med “et epileptisk anfald” (før, under, efter). Der refereres flere gange til Lukasevangeliet. Stoffet i Gjessings ord-pool består af ungdomsliv og udvikling (udeservering, ingen blommer efter kl. 24, ungdomsuddannelse, piccolojob, årskort, vilde nat, glemte pung, klapstole, tilfredshedsundersøgelse, airbnb, ansvarsforsikring…). Iblandet en god sjat kosmos (stjernerne, havet, verdensaltet…) Mange ord er i bestemt ental: Havet, delfinerne, roserne, valmuerne, verdensaltet. I sidste kapitel, Svanesøen, er der også romantisk kærlighed (“star crossed lovers” og et Dig, som digtene er meget forelsket i og ængstelig over: “min hånd rider damesadel på din hånd” og “dine øjne er et refugieophold for de 60% vand min krop består af…” shit, det er romantisk!)

Teksten er virkelig utrolig sjov: “Universet har utrolig meget stillesidende arbejde” og måske min yndlingslinje i hele bogen: “delfinerne sætter kryds ved meget glad i stjernernes tilfredshedsundersøgelse”) —

Jeg tror at digtet handler om Mariæ bebudelse, hvilket er svimlende aktuelt (bebudelsesdagen var i forgårs, d. 25. marts). Det er her Maria får at vide at hun skal føde Guds barn og udbryder “Magnificat anima mea Dominum” (namedropper like its hot, fordi vi sang den i dag til babysalmesang). Jeg synes der er så meget frugtbarhed, skabelseskraft og female energy i dette digt. Der er noget friskt over at claime skabelsesberetningen, smide en flok delfiner og nogle valmuer i og så give den en tur i manegen med Maria i retmæssig centrum.

Men som sagt: Aner ikke om jeg er helt galt afmarcheret. F.eks. forstår jeg (heller) ikke hvorfor digtet er tilegnet “Gangflow Trazom” ( = Wolfgang Mozart bagfra?).

Anyway. Jeg nød at læse det og anbefaler det, hvis man vil i forårsstemning!

Jeg kan forøvrigt godt lide at udgive Torsdag aften – Det kunne godt gå hen og blive en vane tror jeg.

God weekend og tak for at læse med så langt <3

Kh Ida

1. DR’s “Ufortyndet” dokumentar om kunstner Frederik Næblerød

Holy shit kan man være mere prototype enfant terrible end kunstneren Frederik Næblerød? Jeg tror det ikke. Han er så irriterende at det er svært ikke at holde af ham. Hvem ellers bliver stoppet af politiet, får taget kørekortet og fortsætter alligevel ufortrødent videre mod Toscana hvorefter han kører fuld katarsis kunstnersmadder i en millionvilla med sine home boys. Det er både provokerende og forløsende at se en så rent inkarneret nul fuck energi. Min snart otteårige, som jeg har set seriens 4 afsnit med, maler nu kønsorganer på ALT og ønsker sig kun lærreder og sølvmaling (hot tips på en god krom/sølv maling modtages gerne). Næste stop: Arken!!! (hvor hans første soloudstilling løber frem til september)

2. Podcasten “Her går det godt” med Esben Bjerre og Peter Falktoft på Podimo

Hvad gør man når verden er så kuk, at man ikke kan overskue at se almindelige nyheder? Well. Jeg ved godt at denne her fyrreårige forstadsfrue, nok ikke lige er podcastens kernemålgruppe og vil da også sige, at den tolv års pause yours truly har taget fra duoen siden de glade Monte Carlo dage, har gjort godt. Men hvad fanden: Pt er det utrolig dejligt at indtage mine nyheder med en gigantisk side of ironi, sarkasme og kørt gennem det subjektive og uafhængige lol-filter som er Bjerre/Falktoft. Måske er det alderen der har gjort det nemmere for mig at smile overbærende af deres selvglade alter egoer og bare læne mig lidt tilbage og hygge med kombinationen af drip coffee- (som de selv ville sige: styr jer) og aktiebegejstring, Storm fashion tøj, indforstået københavneri og så de to journalist geeks fra Århus, som de også er energien.

Som med Anna Sophia Hermansens podcast “Damerne Først” kræver det lige lidt tilvænning ikke at blive alt for intimideret / irriteret, når der bliver kørt ud af en skråsikker tangent... der skal jeg lige huske at hviske “…synes du!” for ikke blindt at adoptere et eller andet normativt regime. Når det er sagt, så ved de virkelig utrolig meget om verden og deres analyser og geografilektioner falder tørt, som et klogt og underholdende bagtæppe på min noget monotone tullen rundt herhjemme i vasketøjsbunkerne, hvor det er skræmmende nemt at ignorere verdens vanvid bag kirsebær laurbærhækken. Ikke at man er forpligtet til at holde sig 1:1 ajour med alverdens brændpunkter. Men jeg synes personligt, jeg skylder mine fellow mennesker på denne planet, jævnligt at tjekke ind i et format, der ikke kortslutter nerveenderne så meget at jeg glemmer at høre efter. Og der er heldigvis nok velproducerede samfundsaktuelle snakke-podcasts at tage af. Jeg er helt ærligt nok bare startet fra en mere eller mindre tilfældig ende. Sidder du med et tip, så sig endelig til i kommentarerne. Jeg er også glad for “Genstart”, “Den Levende” og kan da også svinge mig op til en “Verden ifølge Gram” og “The Ezra Klein Show” på The New York Times i ny og næ.

PS. …Og så er der sgu bare noget inspirerende over at være straight up og unapologetically glad for sig selv. Hvad kan jeg sige? Der bor en ung mand i mig der ikke vil dø. Min plan er at prøve at grave ham frem.

3. Sebastian Nathan’s “Engle” digtsamling på Gads Forlag

Denne smukke digtsamling stod fremme og lokkede i mit lokale bibliotek i dag da jeg var nede for at hente Katherine Diez’ “I egen barm” (som det ENDELIG er blevet min tur til at få hjem, haha, lastmover her har været skrevet op siden den udkom!) Og jeg slugte digtene for/med mine drenge her i eftermiddag. Den er utrolig skarp og velskrevet og Sebastian Nathan får det til at se vildt let ud at skrive digte (det er det ikke, tro mig jeg har prøvet). Lyrik er ikke min stærke side, men jeg vil gerne blive bedre til at læse på den der “læs nu, forstå senere” måde, hvor man bare …læser. Ik så meget pis. Digtsamlingen kredser om psykisk sygdom, som jeg selv har i tæt familie, og mange af billederne rammer klokkerent, fx. dette vidunder:

Pillerne skulle give kroppen

den skal

den ikke ejer

Miv. Nu hvor jeg tænker over det, læser jeg -selvfølgelig! Nu ser jeg det- at Nathan’s engle = piller: hvide, rene, tavse og transcenderende. Sikke et smukt og uhyggeligt billede, for alle os der kender til pille(mis)brug. Og det er jo det, digte kan: være som et iskoldt vinterbad, hvor effekten pludselig stikker og prikker længe efter man har lukket bogen.

Nå. Nok om engle piller. Nu skal jeg smøre madpakker og høre podcast og op og læse mig selv i søvn til Solvej Balle inden min mand kommer hjem fra Parken helt høj over Danmarks 1-0 sejr. Hver sine lyster.

God weekend til jer🌞😎

Kh Ida

Ugens brev bliver lidt anderledes, for når jeg tænker tilbage på ugen der gik, dukker der nærmest intet op. Jeg tror det skyldes, at jeg for nyligt fik en meget god/inspirerende læsning af et skriveprojekt jeg ellers havde forvist til en evighed i skuffen. Derfor holder jeg akut læsestop og midlertidig pause fra Kulturellaville, så jeg kan koncentrere mig om at få det, der står på mine sider til at ligne det, der er inde i mit hoved (what a fucking trip that is)

Nå. Men I skal ikke snydes for ugens ene indtryk. Here goes:

1. Emma Sehested Høeg i DR Koncerthuset

Hvad kan jeg sige, jeg elsker Emma. Hun har været i A-rotation under hele min barsel og jeg er så glad for, at jeg endelig er blevet voksen nok til at abonnere på nyhedsmails fra spillesteder, så jeg rent faktisk får købt billetter til ting; Således blev jeg udstyret med billetter til hendes første koncert i DR’s koncertsal i Fredags (siden kom der hele fire ekstrakoncerter – the hype is real!)

Emma synger seriøst godt og virkede som en oprigtigt jordnær glam cutie på den scene. God lyd, imponerende band, og så formår hun – også i sin egen høje persona (jeg har kun set hende som Lolita) at balancere talentfuld diva med jordnær, empatisk sårbarhed (nævner effortlessly alle bandmedlemmers fulde navn og smalltalker med lydmanden). En ægte Suzanne Brøgger multitalent vibe. Hun åbnede koncerten med en helt langsom acapella version af “Seducing my life away”. Og så var særligt Øjeblik, Månebørn på orgel, Aldrig helt nok og Svært at være fantastisk virkelig bare utroligt dejlige live. Simpel popdame, som jeg er!

Jeg vil lige sige noget om mennesker, det ligesom kører for godt for (ja Emma, jeg kigger på dig). For der er bare nogen som kan rode i ens hjerne, lige grave tabte-drømme-ledningen frem med den ene hånd og mindreværdsledningen med den anden og så føre dem sammen i et gigantisk festfyrværkeri af mindreværd, ikke?

Måske er det fordi jeg er blevet ældre, måske er det fordi jeg gør mig umage for dels at dyrke mine egne hobbyer som var det zen garden kruspersille og dels at embrace min kiksede, indre hobbymor. Hver gang jeg mærker den lille kortslutning nærme sig, så stiller jeg mig op og hepper på dem det kører for. Det hjælper meget, så lille tip hermed videregivet. For jeg har fannerme slidet ind i manges dm’s og kommentarspor gennem tiden (så mange at min psykolog til sidst måtte sige at nu skulle jeg måske tage at stoppe at bruge energi på det og i stedet passe min egen butik, haha!) Nå det var et sidespor, bare for at sige at når man har stillet sig op og klappet nok gange og haft nok weird, men forløsende venskabsdrømme om at rede Mathilde Gøhler og Sneglcilles hår, så begynder det at sætte sig fast i knoglerne: At de også bare er søde, dejlige, mærkelige mennesker.

For et par år siden sad jeg på en lille fortovscafé i Nansensgade lige ved siden af Emma Sehested Høeg. Og efter lidt tid fik jeg taget mig sammen og sagt at jeg synes hun var mega sej og ønskede hende held og lykke med hendes karriere. (Selvfølgelig, hvad havde jeg regnet med?) svarede hun sødt, hæst og oprigtigt “Tusinde tak!” og went on with her day. Og det var sådan en dejlig følelse, at have givet lidt tilbage. Om ikke andet så bare et lille sårbart og blottet “tak”.

2. Liste over mine 10 yndlingsbøger i 2024

For et par år siden begyndte jeg at notere de bøger jeg læste. Bare i en lille liste bagerst i min dagbog, som jeg alligevel skriver i hver aften - Jeg skriver bare forfatter og titel. Ikke alt muligt lir med handlings referat og halløj. Hvis der er en bog, som jeg har haft særligt svært ved at slippe (hvilket indrømmet sker ret sjældent #godnat), får den et lille spontant hjerte. Det betyder ikke at alle de andre bøger ikke har været gode, men bare at sol, måne og stjerner lige stod helt rigtigt med hjerte-bøgerne.

Jeg tænkte at de måske kunne inspirere, så her kommer de i tilfældig rækkefølge:

1. Suget eller vasker du vores tårer med dine fuckfingre – Ida Marie Hede

   Vidunderligt sprog. Poetisk, liderligt og bare vildt godt skrevet – en helt sindssyg verden at blive suget(!) ind i. Hovedpersonen bor i et gult hus i en fjendtlig by og er en relaterbar ludermadonnamor til hundredevis af børn. Da jeg læste den i januar var jeg lige selv 1 flyttet ind i et gult hus i en lidt indelukket kommune og 2 fundet ud af at jeg var gravid med mit – gudhjælpemig – fjerde barn (alt er love, men ærligt det har været et lidt op ad bakke år). Spejlede mig så hårdt i denne bog.

   Se en skøn læsegruppesession om bogen på DR her.

2. Djævlebogen – Asta Olivia Nordenhof

   Vildt og imponerende at Nordenhof vil lave en septologi om kapitalisme. Pyha, Jon Fosse og Solvej Balle, kom bare an! Denne anden bog rørte mig meget særligt afsnittet om psykisk sygdom – og så har jeg alle dage været en sucker for bøger med metaspor, hvor fortælleren har en synlig stemme og ligefrem bryder den femte mur og snakker til læseren. Og så var konceptet og titlen og selve bogen bare FLOT. Og det er jo vigtigt for tiden med flotte some venlige bøger med et stærkt koncept. Hvornår mon denne bliver dramatiseret på SortHvid?

3. Den ubundne sjæl – Michael A. Singer

   Selvhjælp på højt plan. Fik den anbefalet af min clairvoyant (hvad? Har du ikke sådan en? Indset selv passende smiley).

4. Lincoln i Bardo –

   Et kor af døde sjæle i efterlivets limbo på en kirkegård en nat i 1862 under den amerikanske borgerkrig, hvor præsident Abraham Lincolns besøger sin just afdøde 11-årige søn, der er død af tuberkulose og nu fanget mellem liv og død. Genial bog. Læs den evt. omkring halloween, hvis du er typen der kan lide at time din læsning med årstiden. Jeg græd, grinede og hulkede da jeg læste den. Når mine børn er større drømmer jeg om at læse den højt med dem. Bogen skal forøvrigt uropsættes som opera på The Met i New York i oktober (Halloween, jeg sagde det jo) i 2026!!!

5. Daguerreotypier – Karen Blixen

   Lille erindringsværk / essayagtig ting hvori Karen Blixen overleverer anekdoter, så associativt i formen (Huxley, hekse, Voltaire, kvinderoller, en gård i Jylland, mode…) at det næsten føles som at sidde ved den knitrende pejs på Louisiana og få fortalt historierne af selveste Miss Blixen hende selv. Læste den i ét hug, hvilket ellers aldrig aldrig sker. Læs en fin beskrivelse af den her.

6. Sømærke – Lærke Kløvedal

   Erindringer når de er bedst. Måske er det ikke storslået litteratur, men who cares. Ikke mig. Jeg elskede fortællerstemmen som var nøgtern, ærlig og relaterbar. Særligt temaet omkring idoliseringen af en svært tilgængelig forælder i forhold til en forælder som bare er der. Om at have været et Sømærke i Troels Kløvedals liv, blot et stop på vejen ud i verden, i modsætning til at have en langt mere central plads i sin mors liv. Hard relate fra dette voksne antennebarn.

7. Utæmmet – Glennon Doyle

   Årets bedste selvhjælpsbog. Pas på med at læse denne hvis du overvejer at blive skilt! Men faktisk også bare en bog om at være fri i sin egen ret, uanset om man er gift, skilt eller midt i mellem. Tak for anbefalingen (det er forøvrigt også hendes skyld at alle bogtitlerne i denne liste er links direkte til bibliotek.dk (selvtak), så du bare kan klikke hjem. Det var simpelthen det mest sympatiske og geniale greb jeg længe har oplevet, så det har jeg tilladt mig at kopiere).

8. Blodbog – Kim De L’Horizon

   Min yndlingsbog i 2024! Fuldstændig vidunderlig. Rablende og fantastisk debutroman om bedstemødre, blod, marginaliserede modersmål og Grindr sex og så uendeligt meget mere. Himmelsk oversat fra schweizisk af Ditte Engels Hermansen. Læs hendes tanker om oversættelsesarbejdet i en lille alpehytte, hvor hun blev indlogeret med alle de andre europæiske oversættere i ATLAS her

   Mærker du min begejstrede iver? Jamen sidst jeg havde så optur over en fortællerstemme var med Glenn Bechs debut Farskibet. Men Blodbog synes jeg er mere tilgængelig og så står konceptet så smukt og knivskarpt. Hvis du kun skal læse én bog i år, så lad det være denne!

9. En gris der har været oppe at slås kan man ikke stege – Suzanne Brøgger

   Genlæste denne skønne sag fra 1979, fordi den endelig er blevet genudgivet (den har ikke været til at opstøve – nu har jeg fået mit eget eksemplar, tilmed signeret af the queen herself). Sidst jeg læste den var jeg 20 år gammel og det var mit første møde med litteratur og første gang jeg læste en bog og tænkte WOW! Kombiner evt læsningen med denne søde DR dokumentar om Suzanne Brøggers stille liv i Løve.

10. På Væggen – Suzanne Brøgger

    Er det det man kalder en nøglebog? I hvert fald føler jeg at Suzanne her smider alle sine esser på bordet og deler sine største inspirations / irritationskilder gennem sit efterhånden livslange forfatterskab. Ikke alt er lige tilgængeligt, men det gør ikke noget. Skønt indlæst af hende selv. (PS. er jeg den eneste der mærker et stik af irritation / måske ligefrem jalousi rettet mod Joan Didion?)

Phew, hold da op det blev langt i dag. Overspringshandling fra førnævnte skriveprojekt much?! Upsi!

Har du læst noget af ovenstående? Hvad var jeres yndlingsbøger i 2024?

Nå, NU skal jeg virkelig nå at skrive inden little miss sunshine vågner op til dåd i slyngevuggen.

Kram og puss Ida

Som barn havde jeg et vhs-bånd med Robin Williams, der svømmede med delfiner i Caribien. Han lå på sandbunden og blæste runde donutformede bobler (omg, ser nu at filmen ligger i fuld længde på Youtube!! “In The Wild”) Jeg så den film igen og igen og igen og den gjorde mig besat af delfiner (“smooth, fast, smart and playful, sounds like Sharon Stone doesn’t it?”)

Min søster og jeg havde også en dokumentar med Helena Christensen der elskede vintagetøj, ost og Ib Michael, hvorfor jeg naturligvis også elskede vintagetøj, ost og Ib Michael.

Senere fik vi overspillet et interview med Björk og Anders Lund Madsen, der mødes henholdsvis i tårnet på Langebro og i Island og snakker om hvor undervurderet lyd er i verden. F.eks. hvorfor man køber en telefon baseret på hvordan den ser ud og ikke hvordan den lyder. Alle disse små ting og indtryk blev formative, fordi det var det jeg lige tilfældigvis faldt over som 8-12 årig, hvor alle receptorerne står på vid gab.

Nu er mine egne børn blevet 8 og 9 år og jeg er blevet helt vild med at se TV med dem. Jeg prøver på ikke at educate alt for meget, men hvor er det bare dejligt, når det lykkes at finde noget som vi alle sammen kan lide og som rammer og inspirerer både store og små.

Vi har lige set alle afsnit i DR’s serie “Kunst til tiden” hvor kunstnere som Naja Marie Aidt, Henrik Vibskov, Rosalinde Mynster, Jesper Christiansen, Filip Vest m.fl. to og to har 24 timer til at lave et fælles værk med udgangspunkt i en kunsthistorisk periode.

Performancekunstneren Filip Vest blev instantly mit stilikon:

Mimisk begærlig som jeg er (Vintagetøj, ost, Ib Michael) har jeg derfor hele ugen lindret den grusomme nyhedsstrøm med at finde billige, vintage Pilgrim blomsterhalskæder på Vinted og DBA. Jeg har gaflet de flottteste og derfor tør jeg godt sige det højt: Blomsterhalskæder som voksensutteklud, når verden er af lave! Og derudover: TV med mennesker der mødes og spiller på tallerkener, broderer digte og performer sten og mudder.

2. “Techno Forest” glaskunst af Hanna Hansdotter

Kæmpe big vagina energy og vidunderlige, vilde, smukke former hos den svenske glaskunstner Hanna Hansdotter, som jeg læste et interview med i denne måneds eurowoman. Jeg havde egentlig tilføjet et par billeder af hende, men tør ikke dele dem alligevel. Google hendes navn og bliv blown away!

3. Filmen “Perfect Days” på Filmstriben

I filmen 'Perfect Days' følger man Hiroyama, der er rengøringshjælp på Tokyos offentlige toiletter. Vi ser ham trimme sit skæg, gå i onsen, drømme om skygger, trække en iskaffe i automaten, købe secondhand bøger, høre Lou Reed og Patti Smith på bånd, fotografere trækroner og og læse sig i søvn hver aften i bedste Groundhog day stil.

For 2 år siden var jeg med min familie i Japan i en måned og der går ikke en uge uden en af os nævner noget fra vores tur. Vidunderligt land, vidunderlig vibe. Og den tysk/japanske “Perfect Days” af Wim Wenders (der også har lavet "Buena Vista Social Club") er alt det jeg husker bedst fra Japan: At ligge nyvasket og sammenrullet på en tatamimåtte med en bog og et godt bånd og bare be minding your own business. Kort sagt en æstetisk hyldest til det stille liv, very demure uden at give en fuck for at være demure. Vi så den med ungerne som også kunne lide den.

Mindede mig meget om vietnamesisk/franske Duften af den grønne papaya fra 1993.

Kan ses på Filmstriben.

4. Semlor i Mathallen i Malmö

Kliché at nævne fastelavnsboller. Men svenskernes kombi af overvældende mængder vanilleflødeskum, kardemomme og blød mandelmasse gets me every year. Milde skaber, det er så godt!

5. Podcasten Fashion Neurosis med Bella Freud (gæster: Karl Ove Knausgaard, Zadie Smith og Kate Moss)

I podcasten Fashion Neurosis snakker designer Bella Freud med sine gæster om sammenhængen mellem mode og identitet.

Det er altid hyggeligt og sjovt at høre tøjstil blive taget alvorligt og intellektualiseret uden at blive affejet som noget overfladisk – i bedste Mark Twain stil: “Man is least himself when he talks in his own person. Give him a mask and he'll tell you the truth”.

I denne uge hørte jeg Karl Ove Knausgaard ligge på Bellas meget flotte sofa og fortælle om hvor svært det var for ham at skrive sine første bøger og hvor meget han elsker punk. Den samtale katapulterede mig over i hans besøg i Den Sorte Diamant i LIVE fra Det Kongelige Bibliotek, hvor han snakker med Kathrine Tschemerinsky om skriveproces og romanens rolle i samfundet (hun sammenligner romanen med en parasit, der gennem alle tider er sprunget på nogle enkelte mennesker og har drevet dem til at beskrive deres samtid. Jeg kan godt lide det billede). Det er altid en lise for min (nu-faktisk-IKKE-længere-så-skriveblokerede) sjæl, at høre om hvor svært det var for Karl Ove, at komme hen til sin skrift. Af noter fra samtalen tog jeg disse, løst og frit gengivet fra hukommelsen:

“Først skrev jeg dårligt, som i et laboratorie hvor man har et objekt inde i en kasse og så stikker man hænderne ind i kassen og vender og drejer det. Sådan skrev jeg. Det var vældig stift. Da jeg var 26 kunne jeg pludselig skrive. Det at skrive blev som det at læse. Det var noget jeg ikke kunne have tænkt mig til, det var som om litteraturen overtog. Det tog 5 år at skrive bogen efter min debut. Og efter den 5 år igen. Fordi alt var kendt, og jeg prøvede endda hver dag; Gik på jobbet, sad og skrev, forsøgte at skrive, men det gik ikke fordi alt var kendt og man må finde frem til det, der ikke er kendt. Og så skrev jeg Min Kamp… Efter min kamp, så havde jeg lært mig at sænke tærskelen, så at man godtager alt der kommer. Og så lavede jeg en liste med 200 ting, jeg gerne ville skrive om. Og jeg sad jeg med den liste med 200 ting jeg ville skrive om og så prøvede jeg at skrive om dem. Korte tekster. Men intet kom. Og det var 7 år efter eller 5 år efter Min Kamp. Og det var noget helt helt andet end at skrive langt og selvbiografisk. Og efter det så gik jeg igang med Morgenstjernen. (…) Jeg behøver ikke skrive gode bøger, det vigtigste er bare at skrive.” Kilde: LIVE fra Det Kongelige Bibliotek

Nå. NU er min baby virkelig meget vågen og jeg må GÅ VÆK fra computeren og lege lidt med hende.

Møs, kram og HEP på dine kreative projekter!

Ida

PS. Hvad ser I og lytter til for tiden? Jeg trænger til input!

PPS. Kan vi ikke snakke lidt om at dele billeder her på subben? Jeg deler screenshots, fordi fordi jeg linker til kilden og bilder mig selv ind at jeg nærmest laver en slags gratis reklame for det jeg skriver om. Men må man? MÅ MAN? Argh! (“Substack's policy on using copyrighted material is clearly outlined in their Terms of Service. They strictly prohibit the use of copyrighted material without the necessary permissions or licenses. Users are expected to respect copyright laws and only post content that they have the right to share. This includes text, photos, videos, music, and other forms of content” Link)

1. Saltvand, massage og egg benedict på Ystad Saltsjöbad

I weekenden fejrede vi min svigerfars halvrunde fødselsdag i Ystad. Det var femte gang vi var derovre og hver gang har været lige skønt. De første par år brugte jeg dog lidt for meget energi på at skule misundelig over mod alle dem, der chiller rundt uden børn (dvs 99% af gæsterne). Men efterhånden har opholdet med børn fået sin egen charme og nu kunne jeg ikke forestille mig at være der uden dem, endsige den konstante “hvor fanden er ungerne”-nervøsitet og tilhørende obsession over hvorvidt andre synes de er monsterirriterende (de er børn. De ER irriterende).

Børn må kun være i spaområdet udenfor åbningstiden, dvs. fra kl. 7 til 8 om morgenen. Ja, det er lidt hårdt, men – hey – vi er alligevel vågne. Faktisk synes jeg det er ret perfekt at komme op og i gang; Man har området helt for sig selv, vandet er nyfiltreret og så kan intet slå følelsen af at drikke morgenkaffe og gå amok i den virkelig gode morgenmadsbuffet, med vådt hår og helt maxed ud på sauna og isbadszen. En dag når jeg besøger Ystad Saltsjöbad uden børn SÅ skal jeg fanme marinere hele dagen væk i pølsekogeren med de andre og efterfølgende ligge i badetøj i de der kæmpe senge og æde ceviche og drikke Aperol Spritz, bare for at prøve det. Men till then er det nu også helt okay at dele vores helt egen White Lotus ophold med ungerne, og have masser af tid til at gå ture på stranden, hænge ud i de mange små afkroge på hotellet og slappe af på værelset.

Hvis du tilfældigvis står og skal til Ystad for at fyre dine penge af på spa og du tænker “hvilken behandling skal jeg dog vælge?”, så vil jeg gerne slå et slag for en Classic Massage med Marianna. Alt jeg har prøvet derovre har været godt, men det her var ægte godt. Jeg begyndte næsten at tude. Deres “recover touch” (ansigtsbehandling og massage kombi) er også nice, men med alderen har jeg fået det sådan her: Gider ikke længere tro på at en ansigtsbehandling alligevel får mit face til at se anderledes ud og så vil jeg sgu hellere have en massage. Parce que je le vaux bien!

2. Den Fantastiske Bus af Jakob Martin Strid

Jeg har læst en bog – Rettelse – MIT BARN HAR læst en bog! I dag læste det for første gang en hel bog, (næsten) helt selv, og højt for mig. Åh, hvilken glæde!

“MeN dEr eR BiLlEdER i??!” vil nogen (læs: mig og min internaliserede dansklærer) sige, Ja og so what – Pointen er at han læste en bog og fik den der pageturner-oplevelse. Heureka! Barnet. Der. Ikke. Læser. Bøger, læste sgu en hel bog på éen eneste dag. Det var vidunderligt – og det er bogen også. Worth the hype – hvis man ellers havde været i tvivl.

Jeg selv identificerede mig under læsningen mest med André fra downtown Ahnstarr City, der har bygget på sin tigerbil i fem år, men som ikke vil køre i den, fordi han er bange for at den bliver ridset. “Han ville hellere arbejde på den” er 1:1 overskriften for hvordan jeg har haft det med at prøve at skrive en bog og turde lade andre læse med på det, jeg arbejder på. Av, den sad!

3. Podcasten “En anden tid” på Podimo

Hella Joof, Abdel Aziz Mahmoud og Zelma Lewerissa er værter på den ret grineren og hyggelig generationspodcast En anden tid, hvor de snakker om alt fra pronominer til cancel culture, tykfobi, ableisme, racisme, kagepersoner og alt det man ellers går rundt og skændes med sine (bedste)forældre om. Hella Joof har smidt sin påtagede altruisme og ironiske distance til fordel for mere lol, skarpe comebacks og en feisty og lækker energi, som passer godt til de andre to og gør at de tre bare er sjovt og behageligt selskab. Jeg bliver klogere og hygger mig, mens jeg hhv lægger vasketøj sammen og får nervesammenbrud, her i den barslende husmor-skæbne jeg pt tåger / koger rundt i.

Nå, nu skal jeg op og læse “Rummets Poetik” og scrolle mig selv i søvn. Godnat snorkfrøkener og vi ses om en uge!

Kh Ida

Ps. Har nogle af jer mon børnebogsanbefalinger til 10-årige? Hvad fanger jeres børn?

1. Davids Samling, museum ved Kongens Have

Velbevaret rigmandslejlighed og kunstsamling fra starten af 1900-tallet i Kronprinsessegade, med primært østlig og islamisk kunst. Gratis entré.

Wow! Never been before, men det var vidunderligt! 100% oplagt date-sted, hvad enten det er med en Tinder-date eller – i mit tilfælde – en otteårig. På hjemmesiden bookede vi gratis omvisning, og det var _så_ godt. Min søn havde hånden i vejret hele den halvanden time, rundvisningen varede. Kæmpe anbefaling. Kunne også være flot i kombination med efterfølgende gåtur i Kongens Have og Bahn Mi fra District Tonkin i Store Kongensgade.

2. Konsensuskage på La Grace

Konditori ved Knabrostræde/Strøget. Overraskende god betjening, vi fik et stort bord og uden kaffe (som koster 80 kroner for en kop *græder*!!!), blev det faktisk “kun” 150 kr. Køen gik hurtigt, gratis vand, say what, og det var en stor oplevelse for barnet.

(Bytur in your forties be like) efter Davids Samling tog vi videre på La Glace. Når nu vi ikke skulle fyre den af med stor skiferie, tænkte jeg at vi godt lige måtte spendere lidt på en tur i La Glace-karusellen. I min stille protest mod Bagedysten (efter at have set 417.000 sæsoner, tør jeg nu godt sige højt, at jeg hader Bagedysten), havde vi set en dokumentar om deres islagkager, og NU skulle den otteårige ind og se, om han kunne lide lugten i bageriet. Vi havde vores fineste københavnertøj på (fyi: rød læbestift, lang turkisblå plastichalskæde, rød Gen Z satinblomst og similibesat Noa Noa boleovest. Barn: Storebrors Calvin Klein sweatshirt). Min tjekkede søn valgte en vildt god ‘Konsensus’ konditorkage med passionsmousse og jeg valgte med sædvanlig overdådighedstrang en ‘Kongens Nytorv’ fastelavnsbolle med vanillecreme, som – surprise surprise – var til den tunge side.

3. Ingvild Lothe, ‘Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød?’

Digte, udgivet på Vild Maskine, oversat fra norsk.

Ingvild Lothe blev anbefalet til mig af en internetveninde og hvilket tip! Inhalerede grådigt hendes debut fra 2021 på én putning. Glæder mig til at læse mere og langsommere igen snart, for bare wow; Poetiske og usentimentale oneliners, rå barndomsskildringer, ømhed bag en arrogant maske og serr god humor. Hør bare:

“Da jeg sagde jeg var et dyr i sengen

mente jeg dovendyr

beklager misforståelsen”

4. Forrest Gump, film på Sky Showtime

Jeg genså Forrest Gump, fordi jeg savnede den. Den var lige så god som jeg husker og det var vildt hyggeligt at se den med mine børn (ja da, vi bed den over i fire mundrette bidder og jeg holdt dem lidt for øjnene indimellem). Lyst til at leve sit liv som en fjer i vinden: level 2000. Derudover: Golden Retriever blikket, da Forrest ser L.t. Dan på bådebroen sekundet inden han springer i vandet af ren begejstring. Åh! at være i livet på den måde.

5. Mammakorv og momshaming i Malmö

I Malmö så jeg cirka en milliard lange dynefrakker og jeg er ellers ikke typen der lægger mærke til den slags, men de var vitterligt overalt. Sorte, dølle, pøllefrakker. Ekstremt hmmm…u-æstetisk har jeg lyst til at sige. Simpelthen bare en 100% funktionsjakke. Hvis Biltema var et stykke tøj, ville det være denne lange dynefrakke.

I En varg söker sin pod hørte jeg så i morges, at det åbenbart er eN TinG i hele Sverige. En svensk stylist har åbenbart coinet beskrivelsen “Mammakorv” og nu er der lejr 1, som siger “hvor kedeligt må tøj have lov til at være, hvor kønsløst og dovent må man klæde sig?” (lidt som denne substack om at hvordan mængden af farver i vores verden forsvinder til fordel for ….beige) og så er der lejr 2, som siger “lad mødre / kvinder gå i sad beige i fred! Lad dem klæde sig nemt og praktisk og give nul fucks for æstetik, de har nok at tænke på”

Svenskerne har med andre ord gang i en ægte svensk debat og I’m here for it (og hepper på lejr 1. Livet er for kort til lange, kønsløse dynefrakker og så koldt er det simpelthen ikke.)

6. Pythian Prater af Liv Strömquist

Tegneserie udkommet på forlaget Nordstedts i 2024.

I Pythian Prater kredser Liv Strömquist om accelerationssamfundet (Hartmut Rosa), hyperindividualiseringen, den kapitalistiske selvhjælpsindustri (insta-guruer blir spiddet, det er himmelsk) og hvorfor det er blevet så livsnødvendigt at dyrke en meget kompleks og helt unik identitet (Freud og Lacan) og hvordan det påvirker vores evne til at træffe beslutninger og humør og hvordan det – ironisk nok – foregår samtidigt med at vi i højere og højere grad ønsker at ligne hinanden udvendigt. Jeg ved ikke om det er okay at dele billeder, det er det måske ikke? Isf: Ursäkta, jeg kunne ikke styre mig, og KØB BOGEN, det er jo bare det, jeg prøver på at sige♥️

(og i forhold til at den er på svensk: Det må man lige komme over. Lær det. Google Translate er din ven. Hvis man endelig skal lære svensk, så lad det da være for at kunne forstå Liv Strömquist’s jokes på det sprog, de er skrevet på)

Thats all folks! Hav en dejlig uge i sneen.

Kram Ida

Så lad os komme i gang!

(Der er forøvrigt sket det vilde, at Blomsterne og bøgerne har fået sin første paid subscriber. Efter at have blogget “gratis” i 15 år føles det simpelthen enormt stort, at nogen faktisk honorerer de – lets be honest – timevis man sidder og hamrer i tastaturet. Det sætter sig også som et vist forventningspres, men det lever jeg gerne med. Så TAK! Det er så værdsat. Jeg skal prøve at leve op til det).

1. The Substance med Demi Moore og Margaret Qualley

Hollywoodstjernen Elisabeth Sparkle bliver fyret fra sit job som TV fitnessinstruktør, fordi hun er blevet gammel og tager et stof, der giver hende mulighed for at blive ung og smuk igen.

Da jeg læste at både filmen og Demi Moore var nomineret til Oscars for hhv. bedste film og hovedrolle, og at man kunne leje den for en sølle tresser på Blockbuster, besluttede jeg mig for at se den, selvom “body horror” og “gyser” (aka splatterfilm) sædvanligvis er genrer jeg på ingen måde kan overskue.

(SPOILER ALERT! Jeg skriver om både handling og scener)

Filmen handler om dualisme – om at være adskilt i et objekt og subjekt, både over- og underjeg, skønhedsindustrien og en ungdomsfikseret kapitalisme.

Som Snehvides stedmoder betragter Demi Moores karakter Elisabeth Sparkle, sit eget spejlbillede med had og selvforagt, mens sin dualiserede genfødte, unge og smukke genmuterede variation (med det geniale navn “Sue”), har travlt med at fortrænge den moder, der har forløst hende (altså Elisabeth Sparkle), skyde Vogueforsider og have sex med unge, hotte mænd.

Efter hun har taget “the substance” er Elisabeth Sparkle først ulykkelig og hader “sig selv”, men hurtigt retter hun hadet mod sin yngre variant, Sue. I løbet af filmen forvandles Elisabeth (med “hjælp” fra sin utaknemmelige “datter”) helt konkret til den onde hekse-arketype, vi kender fra Snehvide: En hvidhåret, forkrøblet og kyllingeskrogsfrådende gammel kvinde, der helt fysisk forsøger at flå hjertet ud på sin yngre og smukkere “datter”.

Elisabeth kunne også have rettet hadet mod sin sygt nederen, sexistiske TV-network-chef (der seriøst hedder Harvey! Tilfældigt? I think not!) eller de mange fans, der kun elsker hendes smukke ydre, der groft sagt er født ud af et indre selvhad og strenge træningsregimer. Men nej, hun retter hadet mod sig selv, på trods af at indlægssedlen til “the substance”, gentagne gange deklarerer “REMEMBER THAT YOU ARE ONE”.

I filmens sidste del, forløsningen, (SPOILER ALERT IGEN IGEN) genfødes de to – Elisabeth Sparkle og Sue – i ét samlet væsen, en virkelig øm genforening, hvor de endelig bliver til one, for til allersidst (SERIØST SPOILER ALERT) at eksplodere ud i hovederne på et måbende publikum i et stort og forløsende blodbad, en Vendettas’k hævnaktion. Endelig bliver Elisabeth one med sit publikum, da hun selv trænger ind i deres blik på hende.

Blodbadet og den den ekstatiske, ultimative selvopofrelse får mig naturligvis til at tænke på den franske filosof og forfatter George Batailles vidunderlige “Erotikken” fra 1957. Heri beskriver han sammenhængen mellem volden og det sexuelle drive (dvs Elisabeths behov for at være fuckable) som den uomtvistelige, menneskelige drift mod at få adgang til den kontinuitet, vi befinder os i før vores fødsel og efter vores død. Bataille siger at hele vores liv på jorden er et mere eller mindre illusorisk brud på den “enhed”, som vi alle sammen i virkeligheden er en del af (aka filmens præmis: “remember that you are one”). Hele vores liv, siger Bataille, er én stor illusion om at vi er adskilt fra hinanden. I virkeligheden er vi one og det mærker vi f.eks. i det seksuelle møde, i den religiøse ekstase (google “den hellige Teresas ekstase” og fortæl mig om ikke det ligner en orgasme?), voododyrkelse og i det rituelle grænseoverskridende orgie, hvor man f.eks. kan finde på at ofre et lam (og det der er langt værre) og smøre sig ind i dets blod for at blive forenet med det andet).

Nå, nu ikke mere splat! Her er bogen, som The Substance minder mig om, den er god:

Hollywoodsstjerner (og andre der lever af at være objekter) bliver konstant konfronteret med deres egne tidligere, retoucherede billeder. Dermed oplever de et evigt pres på at leve op til det urealistiske skønhedsideal, de selv har bidraget til at kropsliggøre. Liv Strömquist beskriver denne kløvning mellem subjekt og objekt i det sidste kapitel, “Tyranniske tavle”, i sin bog om skønhedsidealer “Inne i Spegelsalen”. Disse tyraniske tavlers blik på deres subjekt(er) er ufatteligt godt iscenesat i The Substance:

Jeg har en sidste afsluttende tanke om The Substance, som jeg må nævne, da jeg selv har haft den blandede fornøjelse det er, at arbejde som model. Jeg kender alt for godt selvhadet, der vokser ud af at være både et (smukt) objekt og et (utilstrækkeligt) subjekt på samme tid og jeg har i flere år brækket mig selv halvt i stykker for derefter at stirre afmægtig på det spejlbillede, jeg ikke kunne genkende mig selv i.

Efter en 20 år lang karriere blev jeg for 4 måneder siden fyret, mens jeg som højgravid gik rundt i Føtex og ventede på at føde mit fjerde barn. Jeg blev ringet op af mit bureau og fik helt nonchalant at vide, at de ikke længere kunne bruge mig. “Kunne det måske have noget at gøre med at jeg er højgravid?” nåede jeg lige at spørge, men da havde min booker allerede lagt på. Jamen selv tak for tyve års arbejde og jeg finder da bare selv ud.

Skønhedsindustrien er et vanvittigt sted at være menneske i.

Nå. Phew. Det blev sgu langt alligevel! Hvis du stadigvæk læser med: Well done. Pas på jer selv, både på løjperne, i spejlbilledet og i virkeligheden <3

Har I set The Substance? Hvad synes I?

KH Ida

Essays om at skrive og portrætter af inspirationskilder (Steen Steensen Blicher, Sigrid Undset, Alice Munro m.fl.) og om forfatterens endnu uforløste værker.

Jeg har faktisk engang været i Ida Jessens lejlighed. Hendes mand var – ligesom Grundtvig var i 33 år – præst i Vartov Kirke, som lå tæt på vores gamle lejlighed i Indre Kbh. Og da jeg var i tvivl om mine børn skulle døbes for ti år siden, blev jeg inviteret til the i præsteboligen.

Ida Jessen kender jeg nærmest kun af navn, da jeg – bortset fra hendes børnebøger om Carl, som alle mine unger elsker – aldrig har læst noget af hende. Jeg har nok haft hende placeret i samme kategori som Helle Helle: En forfatter der er så “dygtig”, at hun virker utilnærmelig for mig.

Men jeg blev suget ind i hendes essays. Særligt dem om at skrive (som, indrømmet, synes at være lidt af et tema i alt jeg indtager for tiden), f.eks. som her i essayet “Det mørke kammer”:

“Der har til alle tider været noget grusomt ved fiktion, og forfattere har svært ved at se det i øjnene, for man kan ikke skrive godt, hvis man skeler til siderne. I det mørke kammer er det ikke hverdagens gældsposter der føres. For at kunne arbejde må man i enrum et sted, hvor mit og dit ikke findes, og hvor det menneskelige er et fælles anliggende.” (s. 37)

Og hun skriver videre:

“Jeg tror det er sjældent man får friheden overrakt. For det meste skal man tilkæmpe sig den, og når man kæmper, gør det ofte ondt på andre. Det er næsten ikke til at holde ud. Der er en dobbeltmoral her. Jeg skriver fordi det er nødvendigt for mig, og samtidig træder jeg dig over tæerne, og jeg vil ikke være ved det, jeg kan ikke tåle at indse det, for så kan jeg ikke længere arbejde, og jeg arbejder for øvrigt ikke kun for min skyld, men også for din, det skal du vide. Sådan er min kærlighed, sådan er min omsorg. Sådan er der i det mørke kammer”(s. 38-39)

Men hun skriver ikke kun om at skrive. Hun portrætterer og unlocker også sine kilder og yndlingsforfattere og jeg bliver så inspireret og – beklager det fattige ordvalg – glad for at at Jessen har lyst til at beskrive livet, som hun forestiller sig det blive levet af de mennesker, hun har så stor viden om og interesse for. Det virker enormt uselvisk, let og omsorgsfuldt når hun f.eks. portrætterer Sten Steensen Blichers kone, Erneste, så jeg føler at jeg sidder i ammestuen med hende og hendes 11 børn. Det er rørende.

Minder om:

Andre bøger (ikke historiske romaner, dem har jeg for meget adhd-hjerne til at læse - men i den kortere genre) af folk der er vildt gode til at gestalte fortidspersoner så de fremstår lyslevende og inspirerende:

• Julie Philips : “The baby on the fire escape- Creativity, Motherhood, and the Mind-Baby Problem” portrætter af kvindelige kunstnere med fokus på hvordan de har kunne skabe sig et livsværk midt i lortebleer, opvask og hverdag. Hos forlaget skriver de:

“Ursula K. Le Guin found productive stability in family life, and Audre Lorde’s queer, polyamorous union allowed her to raise children on her own terms. Susan Sontag became a mother at nineteen, Angela Carter at forty-three. These mothers had one child, or five, or seven. They worked in a studio, in the kitchen, in the car, on the bed, at a desk, with a baby carrier beside them. They faced judgement for pursuing their creative work—Doris Lessing was said to have abandoned her children, and Alice Neel’s in-laws falsely claimed that she once, to finish a painting, left her baby on the fire escape of her New York apartment”.

• Alle Liv Strömquist’s bøger / tegneserier. Hvis du er ny i hendes verden, ville jeg starte med “Den er der ikke” (om kærlighed), “I’m every woman” (om – meget apropos – kvinder, der var gift med kendte mænd) eller “Inne i Spegelsalen” (om sociale medier og mimisk begær). Jeg har lige fået hendes nyeste Pythian Präter (om selvhjælp) i fødselsdagsgave og glæder mig meget til at læse den. Også forøvrigt en stor anbefaling af hende og Caroline Ringskog Ferrada-Nolis kulturpodcast “En varg söker sin pod”.

• Gry Jexens “Kvinde Kend din historie” er god, men jeg var faktisk mere betaget af børne-varianten: “25 kvinder der forandrede verden”. Den har jeg læst højt for mine drenge flere gange.

• Suzanne Brøggers “På væggen”. Essays om de inspirationskilder, der hænger på væggen både hjemme hos hende selv, i Brøg litteraturcafé og i overført betydning.

Nå. Nu ikke mere om den bog: “Endnu en bog jeg aldrig skrev” af Ida Jessen. Udgivet i 2022 på Gyldendal. Lånt på biblo. Læst på en uge.

2. Babysalmesang i Holmens Kirke

Jeg er på barsel med en 3 mrd gammel baby og endelig er det blevet tid til at krydse kommunegrænsen en gang om ugen, for at gå til babysalmesang i København. Jeg – Elsker – Babysalmesang og skråler unapologetically med på samtlige kanoner, salmer, Kyrie Eleison og børneremser, som Cæcilia i Holmens Kirke synger for på. Det er anden gang jeg går til babysalmesang hos Cæcilia, for ingen kan formidle Ingemann og Weises morgensange til børn, diverse 300 år gamle salmer, versefødder, evangelier og paratviden om det kristne årshjul som hun. Hvis du tilfældigvis er eller skal på barsel i København er tip hermed givet videre.

3. Lucie Rie keramik på Clay museet

I Middelfart er Lucie Ries keramik udstillet på Clay museet et par måneder endnu. Hun flygtede fra Østrig til England under anden verdenskrig og arbejdede hele livet som keramiker efter hun som helt ung “tabte sit hjerte til drejepladen”. Mens jeg så udstillingen snakkede jeg med min veninde om hvilket livsværk man efterlader sig. Nogle kan se tilbage på alle deres fortvivlelser, passioner, motiver, interesser, humoristiske indfald, traumer og glæder i håndgribelige forme fordi de faktisk fik en form og derfor står tilbage som vaser, digte, sange, tegninger, podcast-episoder, krukker, striktrøjer, bøger… Andre host*mig kan se tilbage på … Ja, på hvad, egentlig? Fagligt: på IT-projekter, velplacerede knapper og menupunkter i en brugergrænseflade, brugerundersøgelser (jeg arbejder som UX-designer, når jeg ikke er på barsel), og i den mere personlige ende: To store kasser i kælderen fyldt til randen med dagbøger, tekster, notater, collager – og så min digitale flyttekasse bestående af 15 års blogindlæg…

Jeg ved godt at det er noget. Jeg ved godt at det har en betydning i verden. Men udstillingen prikkede alligevel til en uforløst længsel efter at skabe noget der er mere formmæssigt konsistent as I go about my day. At de mange udbrud, en dag får en form der er fast nok i kødet til at selve eksperimenterne kan stå som det, de er: famlende, øjnevidneberetninger om et tidspunkt i livet. “Dengang stod jeg her, og følte dette”.

Lucie Rie får besøg i sit værksted af David Attenborough og svarer på et af hans spørgsmål:

“Hvis nogen spørger mig, om jeg er en moderne keramiker eller en traditionel pottemager, ville jeg svare: Jeg ved det ikke, og jeg er ligeglad. Levende kunst er altid moderne, ligegyldigt hvor gammel eller ny, den er. Kunstteorier betyder ingenting for mig, skønhed gør.” (Kilde)

Minder om:

En vidunderlig DR dokumentar med billedkunstneren Mogens Gissel fra Odder, som jeg så to gange i træk af bar betagelse. Han er så uinteresseret i galleriernes evindelige snak og analyser om malerierne, han har lavet. Han maler bare på sine (efter egen mening) dumme malerier. “Maleriet er så tavst, at det grænser til dumhed. Det er også styrken. Det skal forstås med øjnene”

Jeg vil afslutte ugens brev af med en vigtig sms, inden jeg vil lade vasketøjet stå til fordel for at lave noget vigtigt.

LIVET TILHØRER DEM DER GØR.

Må din uge blive fyldt med alt det, der er vigtigt for dig.

Kh Ida

Share

(Man ved man bliver fyrre når det man ønsker sig allermest på sin fødselsdag er en udflugt med sine børn til Louisiana😬)

Vi så udstillingen om Havet – og den var mindst lige så god, som jeg havde håbet. Særligt vil jeg fremhæve NiceAunties’ AI-film “Auntlantis”, som er inspireret af plastic-affaldsøen i Stillehavet og Platons Atlantis myte. Jeg blev rørt over humoren, den uhyggelige voiceover, de AI genererede gamle damer, der fortæller historier om gamle dage, mens de gør rent på havbunden og flyder rundt med maverne fyldt af plastic, som de til sidst sælger i deres butikker.

Man kan se filmen her.

Vores børn (i hvert fald dem på 2, 7 og 9) var meget underholdt gennem hele udstillingen, og så vil jeg virkelig anbefale at tage dertil på en hverdag, hvis man er så heldig at have en omsorgsdag eller på anden vis stjæle en lille lomme af fri. Det er så dejligt at være der i fred og ro.

Schweiziske Pippilotti Rist har været en af mine yndlingskunstnere lige siden jeg nærmest boede i hendes ARoS installation “Daggrystimer i naboens hus”, i starttyverne, da jeg gik hvileløst rundt helt emo med mit årskort og tegneblok og ikke vidste hvad jeg skulle gøre med al min tid.

Desværre missede jeg hendes store Louisiana-udstilling i 2019, men i forgårs lå jeg på nogle puder med en masse børn og så Wicked Games foran caféen – det kunne også noget.

…Og så naturligvis alt det løse, som bare er vidunderlige Louisiana. Asger Jorn, arkitekturen, klinkerne, skulpturer omringet af visne bregner, søen, børnehuset. Kliché at elske Louisiana, I know, men når man ikke har haft sit barndomshjem i over ti år, må man gå andre steder hen. Og Louisiana er et af de steder, der står præcis som det gjorde da jeg for tredive år siden gik rundt i gangene for første gang, rørte ved kæmpe-tommelfingeren, så Monets åkander og legede i skulpturhaven. Det er dejligt at give det videre.

2. Sang: Enjoy Your Life af Romy

Min veninde satte Romys Enjoy your life (fra albummet Mid Air fra 2023) på forleden og den ramte mig lige i røven. Særligt da jeg efterfølgende læste at Romy mistede sin mor som 11 årig (åbningslinjen er “My mother says to me, "Enjoy your life") Jeg har ikke hørt Romy Madley Croft siden hun sang i The XX, men det skal jeg da nu! Verden er så mørk på alle måder for tiden. Og jeg trængte til denne (op)sang og friendly reminder om at huske at nyde livet, på trods af sorg og sygdom og shit i verden. Ikke altid alle de tanker og podcasts og lydbøger og pligtnyhedsradio, nogle gange skal man bare høre noget diskant dance og danse føle-føle-dans i sit køkken, mens man vasker op. Very Miranda July. Min toårige nikker bekræftende:

“And I'm too afraid to watch the news
Dancing on my own again
Anxiety, my old friend
Since when will you try something new?

I made a promise to my mother
To stop running from my problems
Oh, how she said to me, "Enjoy your life"

3. En opfordring til at skrive et brev til sig selv

Da jeg var ti skrev jeg et brev til mig selv som jeg først måtte åbne på min 25 års fødselsdag. Min mor gemte det i 15 år i sin bogreol. På min 40 års fødselsdag forleden fik jeg så endnu et 12 år gammelt brev fra mit – denne gang 27-årige – fortidsjeg. Det er meget rørende at læse sådan et brev fra en tidligere livsfase, så anbefaling hermed givet videre: Skriv et brev til dit fremtidige jeg og gem det i en bog, du ved du aldrig vil smide ud.

Selve indholdet fra brevet er vist kun spændende for mig selv, men jeg vil godt slutte af med en sætning fra det brev jeg skrev som tiårig, og som jeg stadigvæk øver mig i at efterleve både i skriften og i livet:

“Jeg prøver altid at være nogle andre fordi jeg syndes jeg selv er pinlig. Og så er der ingen der kan lide mig fordi alle mennesker har noget specielt og det går i stykker hvis man prøver at være en anden.”

Og med disse ord: hav en vidunderlig uge fyldt med alt det du graviater hen imod.

Kh Ida

1. Miranda July, bog ”All Fours”

Jeg har hørt den på lydbog henover sommeren, og den er så god og ASMR’et indlæst af Miranda July selv (koster 100 kr i iPhones medfødte “bøger” app) at det var svært at koncentrere sig om alt det jeg normalt laver, mens jeg hører bøger. Af en eller anden grund gik jeg i stå 2/3 inde og fik først læst den færdig nu. Slutningen ramte mig, fordi hovedpersonen møder et stort kunsterisk idol (Reddit siger karakteren er bygget på Rhianna) og en vigtig gatekeeper og lige så antiklimatisk og stift deres møde starter, lige så intimt slutter det med at de pludselig klapper på hinandens kroppe og messe-mediterer på sætningen “I can’t believe it happened to me”. Only in LA!

“Hvis 321 var overalt, så var alle dage onsdag, og jeg kunne altid være, sådan som jeg var på værelset. Uperfekt, ukønnet, klar på det hele, skamløs. Jeg havde alt, hvad jeg behøvede, i lommen, en hel sjæl.” (Kapitel 30)

Læs den for kinky sjælesøgning og vigtigheden af evnen til at skabe - fysiske såvel som indre - rum til sig selv, sine venner og sine elskere.

2. Holbergs “Jeppe på Bjerget” på Gamle Scene

Hvorfor drikker Jeppe? I Frederik Cilius inkarnation, er det på grund af PTS og sorg. Sorgen er som altid snedigt forklædt som vrede. Rablende sårbarhed overdøver alt! Og så er min generations millenial-Jeppe - surprise, surprise - pisseskæg, simpelthen. Rørende galgehumor i bogstavelig forstand. Antiautoritær, kvalmende uhumsk og til tider med en vis Mr. Presidents på samme tid sølle og voldsomme grab em by the pussy energi. Når replikkerne blev lige vel synnejyske, fik vi dopaminhungrende 2025-tilskuere kastet små meta-referencer og musikalske påskeæg a la Big Fat Snake og Lis Sørensen i hovedet. Jeg kunne godt lide det. Scenografien var euforiserende, selvlysende som en tidsrejsende crossdresser: pompøs med en seng a la 70’ernes Austin Powers og selvlysende overflødighedshorn, pudderparykker og kagemekka på paladset som Amadeus og Sofia Copollas Marie Antoinette, i visuelt modspil til kroen, bjerget og den støvede klippe, som Jeppe drikker sig ned på. Den står rørende spartansk, rå og nøgen, så man kommer til at tænke på Philadelphias fortove, der ligger under byens svajende fentanylofre.

Desværre kunne jeg kun høre / forstå 50% af replikkerne. Måske kunne det bare ikke være anderledes med en 300 år gammel tekst, der bliver reciteret på sønderjysk - men hvor ville jeg ønske at Frederik Cilius var vokset op i Næstved og ikke Sønderborg (kh en uforbederlig helsingoraner). Måske var det fordi vi sad helt oppe på bagerste række i galleriet (hvilket jeg dog kun kan anbefale. Jeg elsker det deroppe! Hellere sidde og strække sig under taget til en billetpris man faktisk har råd til, end ikke at komme afsted). Selvom jeg forstår Inger Støjberg referencen om at vi ikke skal komme her i vores fine saloner og tro vi er verdens navle, så synes jeg faktisk det var lige lovligt arrogant at smide hård dialekt med i ligningen. Nå. Dialektfrustration aside. I den ideelle verden, havde man nok læst hele teksten inden forestillingen. For den står nærmest råt for usødet, og det er fantastisk og lige så lifligt fremmedgørende, som dengang Baz Luhrmann gav os alle sammen seriøse Shakespeare lektier for i sin Romeo og Juliet filmatisering i 1996.

Godt internettet findes så man kan google og nyde James Joyce inspirerende rablende perler, som denne her, hvor Jeppe lige er vågnet i baronens seng efter en våd bytur:

“Men er det en Drøm, saa gid jeg aldrig maatte vaagne op, og er jeg gall, saa giv jeg aldrig maatte blive viis igien; thi jeg vilde stevne den Doctor, der curerede mig, og forbande den, der vækkede mig. Men jeg hverken drømmer eller er gall, thi jeg kand komme alting ihu, som mig er vederfaret; jeg erindrer jo, at min Salig Far var Niels paa Bierget, min Far-Far Jeppe paa Bierget, min Hustrue heeder jo Nille, hendes Crabask Mester Erich, mine Sønner Hans, Christoffer og Niels. Men see! nu har jeg fundet ud hvad det er: det er det andet Liv, det er Paradiis, det er Himmerig; jeg, maa skee, drak mig ihiel i Gaar hos Jacob Skoemager, døde, og kom strax i Himmerig. Døden maa dog ikke være saa haard at gaae paa, som man bilder sig ind; thi jeg følede intet der til. Nu staaer maa skee Hr. Jesper denne Stund paa Prædike-Stolen og giør Liig-Prædiken over mig, og siger: Saadant Endeligt fik Jeppe paa Bierget; han levede som en Soldat og døde som en Soldat. Man kand disputere, om jeg døde til Lands eller Vands; thi jeg gik temmelig fugtig af denne Verden. Ach Jeppe!”

3. “Dear Sugar”, The Rumpus Advice Column

Det her blogindlæg læser jeg med et par års mellemrum. Jeg har efterhånden læst vir-ke-lig mange bøger om at skrive og om kreativiteeeeeeet, men intet slår Sugars kærlige knytnæve brevkassesvar fra 2010. Kan findes her:

DEAR SUGAR, The Rumpus Advice Column #48: Write Like a Motherfucker

“The most fascinating thing to me about your letter is that buried beneath all the anxiety and sorrow and fear and self-loathing, there’s arrogance at its core. It presumes you should be successful at twenty-six, when really it takes most writers so much longer to get there. It laments that you’ll never be as good as David Foster Wallace—a genius, a master of the craft—while at the same time describing how little you write. You loathe yourself, and yet you’re consumed by the grandiose ideas you have about your own importance. You’re up too high and down too low. Neither is the place where we get any work done”.

Nå, venner. Tak for at læse med så langt. Nu er klokken 05.49 og det er præcist og nærmest på minuttet 40 år siden jeg blev født. Så nu må jeg hellere lukke øjnene og glæde mig til snart at blive vækket af nogle søde børnestemmer.

Kh Ida - nu som 40-årig.

1. “Så længe jeg lever” film af Ole Bornedal om John Mogensen

På trods af at jeg har spillet “To mennesker på en strand” med ironisk distance på ø-lejr de sidste 20 år, så fik jeg først et forhold til John Mogensen, da jeg for to år siden var på barsel og hørte “Sidder på et Værtshus” nærmest dagligt. Klichéen om mænd der stikker af for at gå i hundene, mens kvinderne gør det hjemme i stuerne ramte mig virkelig dér midt i ammehåret.

Nu er jeg på barsel igen og mærker endnu engang væggene og mørket kravle ind på mig. Det sætter sig som bitterhed, selvirritation og jalousi i en superfed kombi... Så får jeg lyst til at drikke mig stiv og stikke af fra det hele. “Sidder på et værtshus nær ved Gammel Strand brugt er hver en skilling meget dygtig mand” = Mit mood.

Ole Bornedals magiske realisme skinner igennem hele filmen, hvor barnet John agerer som en samvittighedsfuld læremester for voksen-John, som er genialt portrætteret af Rasmus Bjerg. Jeg blev meget rørt af den og særligt en scene hvor John opdager sin egen stemme og begynder at svovle og bande og skrive tekster som han hører dem i virkeligheden og i sig selv.

2. “Den Levende” podcast om Fortællingens magt

Jeg har hørt Politikens ”Den Levende” podcast i to års tid. Værterne er idéhistoriker og opinionsredaktør Lotte Folke og journalist Eva Eistrup, og de vender hver uge et aktuelt emne i et idéhistorisk kontekst og jeg elsker hvordan de perspektiverer både i bredden, på tværs af emner, og i dybden, tilbage i tid. For nyligt har deres 4 afsnit om fortællingens magt ramt mig hårdt.

Katherine Diez’ bog kickstartede endnu en debatbølge om autofiktion / erindringslitteratur, og den bølge får et tiltrængt perspektiv i de her afsnit. De kommer bl.a. omkring tidens “fortælletvang”, hvor mange på sociale medier nærmest føler sig forpligtet til at lave en selvfortælling, for hvem er man overhovedet, hvis man ikke fortæller sin historie…? De diskuterer forholdet mellem “retten til egen fortælling” og de konsekvenser, selvsamme fortælling har for de implicerede, der ikke nødvendigvis har bedt om at spille rolle i forfatterens værk.

Ord = magt og dem, der ”har ordet i sin magt” har … magt.

Det er ikke noget jeg har tænkt over eller er særlig stolt af, men jeg har altid elsket autofiktion. Er det bare mig eller er det en lidt udskældt genre? Hvis ja, hvorfor? Podcastafsnittene minder mig først og fremmest om Karl Ove Knausgaards “Min Kamp”: Knausgaards nådesløse skildring af livet med hans ekskone Linda Knausgaard. Hun havde forinden givet ham lov og sagt, at så skulle han også love at skrive alt, som han oplevede det, men bum-bum, så blev de jo alligevel skilt. Og det fuckede op og efterfølgende tog Linda til genmæle i bogen “Oktoberbarn”…

Er det muligt at skrive vedkommende autofiktivt uden at ødelægge sine relationer?

Jeg tænker på de forfattere jeg elsker, netop for deres personlige fortællinger og erindringer, som gør at man føler sig grebet i faldet: Karl Ove Knausgaards “Min Kamp”, Suzanne Brøggers “Sølve”, Geir Gulliksens “Historie om et ægteskab”, Annie Ernauxs “Årene”, Tove Ditlevsens “Gift”, Glennon Doyles ”Utæmmet”, Glen Bechs “Farskibet”, Richard Bachs “Broen over evigheden”, Patti Smiths “Just Kids”, Anthony Kiedis “Scar Tissue”, Cecilie Linds “Pigedyr”, Vita Andersens “Tryghedsnarkomaner”, Olga Ravns “Mit Arbejde”, Agota Kristofs “Det store stilehæfte”, Lærke Kløvedals “Sømærke”, Rachel Cusks “Efterskælv” og ikke mindst min største læseoplevelse sidste år, Kim de l’Horizons “Blodbog”, er nogle af de bøger der vælter ned fra min indre bogreol, når jeg tænker på forfattere der gavmildt har sat (i hvert fald hvad jeg som læser opfatter som) sig selv i centrum for deres romaner. Ja, jeg ved godt at det er totalt faux pas at læse forfatteren ind i fortæller jeg, men hvad kan jeg sige. Jeg er en basic bitch, lige hvad det angår. Sorry.

Podcasten giver et vildt godt perspektiv på hvad det kræver og koster at skrive med sig selv og andre i centrum. Mener at første afsnit – som med så meget andet godt i livet – er gratis.

3. “Hæklet tæppe” kapitlet i bogen Sølve af Suzanne Brøgger

Afsnit 3/4 i ovenstående ”Fortællingens Magt” handler bl.a. om Synnøve Søe og hendes autofiktive roman ”Fars” fra 1989. Værterne læser et par ekstremt grænseoverskridende reaktioner og dybt misogyne anmeldelser højt hvori Synnøve Søe lægges for had for at beskrive sine traumatiske barndomsoplevelser og udlevere sin kendte far. Det fik mig til at tænke på kapitlet “Hæklet tæppe” i Suzanne Brøggers bog Sølve, fra 2006 hvor Brøgger netop skriver om Synnøve Søe, der besøger hende på landet og triller rundt med hendes datter i barnevogn iført sort kimono og ”pludselig (…) med blodrød mund og sort undertøj sætter hun sig på et værtshus og skriver på en bog”.

Da jeg læste ”Sølve” og ”En gris der har været oppe at slås kan man ikke stege” mv. af Suzanne Brøgger, tænkte jeg først ”don’t try this at home” om den virkelighedsnære fortællestemme, jeg selv er så draget af. Brøgger beskriver i kapitlet Synnøve Søe der tager sin hvide geisha-inspirerede ansigtsmaske på, for at beskytte sig selv. At hun skriver så tæt, men uden at have en tilstrækkelig panseret jernkappe på. Det er så sørgeligt at læse dette kapitel om gladiatorbegejstring og offentlighedens feje håb om at Synnøve ”får betalt” for den opmærksomhed hun nyder godt af. Det er en vigtig reminder for tiden, hvor mange kommentarspor skriver nasty shit om Diez, bare fordi hun også har skrevet en bog. Mit råd (og note til mig selv, for jeg er bestemt ingen engel) er: Let it be. Det hjælper også til selv at finde modet til at skrive personligt og sandt.

Suzanne skriver på s. 252: ”Hun er den første, der sætter ord på overskridelsens pris. Mange betvivler hendes evner. Men det gør jeg ikke. Bare hun kan holde sig fri af medieverdenen, for den kan ingen styre”. For et par uger siden så jeg en samtale med Brøgger i bogcaféen Brøg i Fiolstræde, og her sagde hun at hun ikke vidste om hun ville have været i stand til at skrive sine bøger i dag. For med sociale medier har vi nu en døgnåben gabestok, en evig galge: ”Bare hun kan holde sig fri af medieverdenen, for den kan ingen styre”. Mange taler om at vores teenagebørn ”aldrig har fri” fra skolegårdens drillerier, fordi skolegården nu ligger i lommen og bimler. Vores Torv og endeløse kommentarspor ligger også på evigt lur i lommen. Vi har jo heller aldrig fri. Og hvis man drister sig til at skrive om det der gør rigtigt ondt i første person nutid, kommer man til at betale.

(Stills fra Suzanne Brøgger dokumentarer på DR - Har set dem alle flere gange og anbefaler dem så varmt)

4. Love Me Tender, bog af Constance Debré

Min veninde forærede mig Constance Debré’s ”Love Me Tender” udgivet på dansk på Vinter Forlag i 2023. Jeg har slugt den på en uge, mens jeg har ammet. Den er i dén grad skrevet i første person nutid og handler om noget så sønderrivende som ikke længere at se sin 10-årige søn, som jeg’et har mistet retten til samvær med i en skilsmissesag. Jeg’et flytter ind på ni kvadratmeter i Paris, skiller sig af med alle sine ting, går i svømmehallen, ryger cigaretter, har masser af sex og giver slip på alting. Den ultimative opløsningsbog. Skrevet så hårdt og rørende og rent, som noget kun kan stå, når det samtidig rummer sin egen modsætning. Hør bare: ”Hvis folk har lyst til at tro, at kvinden har en særlig forbindelse til månen, naturen, instinkterne, der tvinger hende til at klynge sig til moderskabet og opgive sig selv, så skal de være velkomne. Mig interesserer det ikke. Moderen findes ikke. Moderen som status, identitet, som magt eller ikke-magt, som position, som domineret eller dominerende, som offer og bøddel, det findes ikke. Sådan noget findes aldrig. Der findes kun kærlighed, og det er noget helt andet.”

På denne tågede Tirsdag vil jeg forestille mig et røgfyldt værtshus i gylden eftermiddagssol. I det ene hjørne sidder Synnøve Søe med rød læbestift og skriver, i det andet hjørne sidder John Mogensen, Suzanne Brøgger spiller sine bluessange på klaveret og nu kommer Constance Debré også ind i sin slidte læderjakke med vådt hår og beder om en flaskeøl. De forslåede hjerters fest er en jeg gerne vil med til. Jeg har lagt mit kort i baren.

Kh Ida

Så lad os komme i gang.

Hvis du har det ligesom mig, kan livet som senmoderne menneske føles som at sidde foran en brandslange med information, der fosser ind i hovedet på dig. Måske befinder du dig tilmed også i en livsfase, man kunne kalde Brudstykkernes Æra, hvor alt indtages i omkring ti minutter ad gangen, før man bliver afbrudt af børn, arbejde eller – lets be real – en uimodståelig trang til at google ”Kate Hudson alder” eller hvad ved jeg. Og når så din kollega spørger dig hvad x/y/z handlede om, kan du ikke rigtigt huske det. ”Øh, det var noget med…”

Sådan har jeg det. Og jeg vil gerne blive bedre til aktivt at reflektere over det jeg har indtaget, i stedet for fluks at kaste en ny pind ud, som min dopaminhungrende hunde-hjerne kan kaste sig frådende over; Ligesom jeg er bevidst om kun at købe det tøj, som jeg virkelig ikke kan leve uden, kunne jeg godt blive langt mere bevidst og selektiv omkring mit informationsforbrug.

Med disse ord kommer den første protokol over ting jeg har set / hørt / læst (færdiggjort) i ugens løb og som har gjort størst indtryk

(hverken Kong Frederik Xs eller Statsministerens tale er på listen, hvilket jeg så kan gå og tænke lidt over…)

1. “Et juleeventyr” af Charles Dickens

Handler om Ebenezer Scrooge, en nærig og bitter gammel mand, som julenat får besøg af sin afdøde forretningspartner og tre ånder, som viser ham konsekvenserne af hans mangel på empati.

Lynhurtigt læst (under 2 timers lydbog). En meget (u)hyggelig julelytning og et dejligt afbræk fra Spotify’s enerverende julealgoritme. Vidunderligt indlæst af Søren Elung Jensen og mine børn på 7 og 9 hørte også med. Om spøgelser, moral og hvad der skal til for at et ondt menneske bliver godt.

Bogen minder en om hvor synlig uligheden var i 1800-tallet, hvor Dickens skrev historien, der oprindeligt var ment som en lille pamflet med titlen ‘An Appeal to the People of England on behalf of the Poor Man’s Child.’, efter han havde læst en rapport om børnearbejde i England.

Den handler om at se sine skyggesider i øjnene. Alt det min samvittighed helst vil have mig til at glemme; At der selv her – tohundrede år efter Dickens skrev historien – stadigvæk, og i endnu højere grad, findes ulovligt børnearbejde. Sodindsmurte syvårige børn knokler ikke længere 12 timer i døgnet i kulminer udenfor London, men på fabrikker i Kina og Bangladesh. Og selvom jeg ser de samvittighedsflænsende reels og læser nyhedshistorierne, køber jeg alligevel indimellem nyt tøj og - ja - legetøj til mine børn. De skal jo have flyverdragter og fine sko og enhjørninge, for faen. Ikke? Jeg køber også tøj fra H&M. Også tøj der er Made in China. Gør det mig til et dårligt menneske? Av.

George Saunders Story Club har også lige læst den.

2. Buy now! The Shopping Conspiracy dokumentar på Netflix

Tidligere ansatte i topbrands (Amazon, Adidas, Nike…) beskriver virsomhedernes mekanismer og strategier for at holde forbrugere låst i et endeløst forbrugshjul.

Filmens stemme fungerer slet ikke, det er noget med en AI assistent der prompter hovedbudskaberne. Nej tak. Men interviews og billeder gjorde stort indtryk. Særligt ramte det, hvor meget virksomhederne aktivt skjuler konsekvenserne ved det overforbrug, de lever af at nøde os til. Ikke bare ifht produktionsomkostninger i starten af produktets levetid, men i højere grad: bjergene af gift og affald efter produktets har udtjent sit (ekstremt kortsigtede) formål. En af de afsluttende pointer er, at ingen klimapolitik giver mening før virksomheder holdes til ansvar for hvad der sker efter produktet er blevet kasseret. Prøv at gæt hvor mange nye telefoner der bliver produceret? 63.733 stk. …i minuttet. Og tilsvarende bliver 13 millioner telefoner smidt ud …om dagen. Filmen er hård, men føles obligatorisk på samme måde som Cowspiracy og lignende. Og ja, Skall Studio og Stine Goya udsalg, jeg ser jer – og I kan kalde det ”Archive Sale” nok så meget I vil, for at få det til at lyde som om I er freaking Rigsarkivet, der sælger ud af jeres gamle “arkiver”. I får mig ikke. Not toyear satan!

Folk med gammelt tøj og splintrede iPhones er de nye modeikoner!

Minder mig om:

• Kate Fletchers Fashion Paradox fra 2010

• Naomi Kleins No Logo fra 1999

3. Anne fra Grønnebakken 1 af L. M. Montgomery

Anne Shirley er en forældreløs pige, der bliver adopteret af Matthew og Marilla Cuthbert og man følger hendes teenageår på Grønnebakken.

Det sidste halve år har jeg læst Anne fra Grønnebakken højt for min 7 og 9-årige, som godnatlæsning. Det er mit eget gamle eksemplar fra starthalvfemserne, så siderne vælter ud af den. Ungerne har til min overraskelse elsket den og den har fungeret virkelig godt som oplæsningsbog. Rolig i tempoet - tjek. Hyggelig - tjek. Hovedpersonen er både uperfekt og irriterende, men stadigvæk relaterbar og elskværdig - tjek. Den foregår i en helt anden tid og sted - tjek.

Minder mig om:

• At få læst højt af min far og mor: Laura og Mary bøgerne, Sofies Verden, Det blæser på månen, Ronja Røverdatter og HC. Andersens eventyr.

4. “Campingsangen” på X factor

Til de X-faktor deltagere, der står med krøllet hår og synger ”Åhhh, vi camper, åååå- hvor vi camper…”: Tak for at gå på efterskole og skrive sange. Tak for at putte følelser på flaske. Tak for at orke at tage i X-factor og smelte hjerter. Jeg håber I vinder!

5. Blomsterne: Mariannes vinterbed - Nu med sne!

Nu har vi snakket om bøgerne plus det løse. Afslutningsvis en status på blomsterne. I sommer plantede jeg et staudebed inspireret af Haveselskabets bedplan: ”Mariannes Vinterbed”. Håbet var at bedet ville blive mindst lige så smukt om vinteren som om sommeren. Og – Heureka – i ugens løb faldt der sne, og se hvor smukt det er med helt snetunge skærme og florlette græsser!

Her er min bedskitse med cirka-mængder og placering. Løvhalerne er desværre ikke kommet op, jeg håber de kommer til sommer :

Minder mig om:

• Hvor meget jeg elsker Piet Oudolf - se fx. ”How landscape designer Piet Oudolf captures nature’s emotion” og Paradise within arms reach som ligger på Youtube.

• Haveselskabet, som er en virkelig hyggelig forening, at være medlem af. Har svælget i deres bedplaner og artikler hele 2024.

Og med disse ord - Det var det! Tusinde tak for at læse med så langt på denne Helligtrekongersdag og vi ses om en uges tid. GOD FORNØJELSE!

Ida

Subscribe now

Hvad er “Blomsterne og bøgerne”?

Min Substack skal være en hyldest til processen. En ode til fritidsinteresser – Både dem vi har dyrket så længe, at det føles som at komme hjem, dem vi har forladt af forskellige grunde og dem vi sværmer om som – ja, du gættede det – bierne om blomsterne.

Håbet er at sprede gejst og inspiration ved at føre en slags protokol over det, der hver uge har ramt, provokeret, irriteret og ikke mindst inspireret mig.

Hvorfor “blomsterne” og hvorfor “bøgerne”? Hmm. Jeg elsker blomster – Stauder – og jeg elsker bøger. De to ting er nok min største passion og fritidsinteresse, sidstnævnte særligt efter jeg for fem år siden besluttede mig for at oppe mit læse game.

Udover at læse, skriver jeg. Mine ca. 476.000 noter og dokumenter, betragter jeg som små stykker strikketøj. Det er langt fra alt, der får lov til at se dagens lys, men “stol på processen”, som min gamle tegnelærer sagde på designskolen i 2007. Så det gør jeg. Og mon ikke jeg også kommer til at kippe med kasketten fra mine egne kreative veje og vildveje her? En lille ugentlig kadeao til den grimme, pinlige og fejlbarlige proces.

Et – tør jeg sige det – inspirererende fællesskab (ick)

Jeg tror at inspiration er en universel kraft, som krydsbestøver alt det drysser ned i hovedet på. Så hvad enten det er lap steel guitar, voksenballet, knækprosa, fluebinding, erotisk novelleskrivning for begyndere eller synkronsvømning, du fyrer den af indenfor, håber jeg du kan finde inspiration i de her ugebreve. Jeg vil i hvert fald gøre mig umage for at at trække paralleller på tværs af genrer og medier.

Mere præcist vil jeg

• hylde mine inspirationskilder og idoler

• dele læseoplevelser

• dele stauder (pun intended, fellow have-folk)

• få afløb for min til tider …unikke tøj- og makeupstil

• bestræbe mig på at udgive en gang om ugen (Mandag)

• evt. starte en månedlig bogklub, hvis der er stemning for det? Jeg tænkte at temaet for 2025 kunne være “gamle kvinder”. Ku’ det være sjovt? Hvis ja, starter vi med Mrs. Dalloway i Januar 2025!

• stadigvæk skrive på idabida.dk

Flashback til den bedste nytårstale: “Gør noget u-nyttigt”

Her på falderebet en lille fortids-salut fra Dronning Magrethe’s episke hobby-nytårstale i 2017, der blandt andet lød sådan her (kan læses i fuld længde på kongehusets hjemmeside her)

I en moderne familie er der et hav af gøremål. Jeg kan godt undre mig over, hvordan tiden slår til, når lillebror skal følges til svømning, og storesøster skal hentes hos en legekammerat, inden mor eller far skal på kursus. Hvordan når de dog det hele?

Vores hverdag er fuld af krav, der skal mødes, og valg, der skal træffes.

Det kan være, som om alle døre står åbne. Men ét menneske kan jo ikke gå ind ad dem alle sammen på én gang.

Jeg tror ikke, at man kan overkomme at interessere sig for alting.

Jeg vil her i aften komme med min lille opfordring til, at vi sommetider gør noget andet end det, vi plejer. Noget, der ligger uden for dagligdagens praktiske gøremål.

Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!

Det vil ikke være det samme for alle. Nogle vil helst gå en tur i skoven eller langs stranden. Andre foretrækker at lytte til musik eller at se en tv-serie. Selv vil jeg helst have noget mellem hænderne, - et sytøj, en skitseblok; noget med farver.

Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større.

Det er slet ikke så unyttigt endda.

✨ Godt nytår (og Gud bevare processen!) ✨

Inden der går østers, champagne og tømmermænd i den, håber jeg meget I vil sige hej i kommentarerne. Hej! Er I her?

Kh Ida

Subscribe now